Lønmodtagerblog

Er du ny som leder?

Skrevet af Frie | Mar 31, 2022 12:32:00 PM

Er du ny leder, er der mange nye ting, du skal forholde dig til. Der stilles en masse krav til dig – både fra dine nye medarbejdere og chefer. Det kan være forvirrende og til tider frustrerende. Derfor vil vi forsøge at klæde dig på til at få en god start som ny leder.

8 handlinger, du med fordel kan gøre som ny leder

  1. Vær helt klar over dine mål som leder, og hvordan det bliver målt. Skriv det eventuelt ned på et stykke papir, du har liggende på dit skrivebord. Så ved du hele tiden, hvilken retning du skal gå.
  2. Lav en plan for, hvordan du bliver en succes i dit arbejde. Spørg din nærmeste leder, hvad han/hun forventer af dig, så du har helt styr på din rolle og bruger din tid rigtigt.
  3. Undersøg, om du kan få en mentor, som du kan sparre med. Det kan være en mere erfaren leder, som du kan støtte dig op ad i den første tid.
  4. Find et netværk for andre ledere, hvor du både kan få viden og dele dine erfaringer.
  5. Vurdér i den første tid, om du har de værktøjer, du skal bruge, eller om du har behov for mere lederuddannelse.
  6. Lav en liste over, hvad god ledelse er for dig. Hvilke gode chefer har du haft tidligere, og hvad kunne du godt lide ved deres ledelsesstil?
  7. Brug tid i starten på at snakke med alle medarbejderne enkeltvis. Lær dem at kende og find ud af deres styrker og svagheder. Så er det nemmere for dig at blive en god leder for dem.
  8. Afsæt tid til at øve dig i vigtige lederfærdigheder hver dag. Det kan være feed-back, coaching, refleksion og kommunikation. Øv dig også i at modtage kritik på en konstruktiv måde.

Sørg for rent faktisk at lede som ny leder

Det kan virke banalt at sige, at du skal huske at lede som ny leder. Hvis du kommer fra en stilling, hvor du var specialist i dit fag, kan du være fristet til at fortsætte med at løse daglige opgaver, som du kender. Men det er ikke dit job som leder.

Det er vigtigt, at du sørger for at prioritere at lede og ikke at drifte. Et godt råd er, at du skal uddelegere de opgaver, der ikke er vigtige ledelsesopgaver.

En tommelfingerregel er, at hvis du render rundt som en hovedløs høne, så er du i gang med at lave arbejde, der ikke er ledelse. Tag en dyb indånding og skab tid til refleksion. Dit hovedfokus skal ligge på mennesker, relationer og udvikling.

Gør dine medarbejdere selvkørende

Et af dine vigtigste fokusområder som ny leder skal være at arbejde på at gøre dine medarbejdere selvkørende. De skal have friheden til at kunne handle selv, fordi det er med til at give dem følelse af ejerskab over deres arbejde.

Hvis dine medarbejdere er klædt på og har råderum til at handle, giver det dig plads til at fokusere på dit job som leder.

Gå efter at være dig selv

Det kan være fristende at lade som om, at alt kører for dig som ny leder. Men ingen forventer et glansbillede. Prøv i stedet at være dig selv og vær tro mod dine værdier, faglighed og dømmekraft.

Forsøg at holde fokus på at skabe de bedste rammer for dine medarbejdere, så de bliver en succes i deres arbejde. Og hav mindre fokus på dig selv. Du må gerne vise, at der er et menneske bag lederen. Du må også gerne være usikker og i tvivl.

Du vil uden tvivl også begå fejl i din første tid som leder, men tag ansvar for dem og lær af dem.

Vi står klar til at hjælpe dig i din første tid som ny leder

Hvis du har behov for sparring om dit lederjob, kan du kontakte en karriererådgiver hos Frie på 63 13 85 50. Vi står klar til at svare på alle dine spørgsmål.

Held og lykke med dit nye lederjob.