Lønmodtagerblog

Få dit brand til at hænge sammen

Skrevet af Frie | Apr 7, 2022 11:43:00 AM

Du brander dig sikkert allerede på mange forskellige platforme i dag, mere eller mindre bevidst. Når dit brand, dvs. fortællingen om dig, og hvem du er, er spredt ud over flere platforme både online og offline, er der en risiko for, at dit brand bliver usammenhængende.

Du fremstår måske som én person på Facebook og en anden, når du er til jobsamtale. Det kan skade dit brand, hvis du ikke fremstår som den samme person. Personlig branding handler nemlig om, at du skal være ærlig og autentisk, fordi det skaber troværdighed om dig som person og dermed også dit brand.

Typiske årsager til, at dit brand kan være usammenhængende

  • Du har taget en uddannelse og/eller fået et job inden for et nyt felt.
  • Du har en bred profil, og du har fokus på forskellige dele af din profil på forskellige platforme.
  • Du har "pyntet" på sandheden, så du fremstår som en "bedre" person online end offline.
  • Du har ikke opdateret dine informationer alle steder.
  • Du fortæller aktivt om dine interesser inden for mange forskelligartede felter.

Hvordan tjekker du, at du fremstår som én samlet person og et samlet brand?

For at tjekke, hvordan dit personlige brand fremstår, er du nødt til at begynde med at kortlægge det. Lav en liste over alle de steder – online og offline – hvor folk møder dig og dit personlige brand. Det gode ved at have en oversigt over, hvor du brander dig, er, at du nemmere kan vedligeholde dit brand fremadrettet.

Når du har en liste, skal du se på, om du fortæller de samme ting om dig selv på tværs af alle "platforme". Læg især mærke til, om du har glemt at opdatere dine oplysninger, fx om dit nuværende arbejde eller et nyt kursus, du har fuldført.

Tjek også, om der er noget, der "stikker ud" i din branding. Er der noget, du skal have rettet eller fjernet, fordi det ikke passer ind i det brand, du ønsker at have?

Husk dog altid på, at du ikke skal pynte på sandheden eller fjerne "negative" ting om dig, hvis det er en del af, hvem du er. Formålet er, at dit brand skal være sammenhængende og autentisk. Uanset hvor folk møder dig henne.

Husk også at kigge bagud

Sørg også for at overveje, om du har nogle steder, du brandede dig engang. Det er mest relevant online. Prøv at lave en Google-søgning på dit navn og se, hvad der kommer frem. Hvis der kommer noget frem, som ikke passer ind i dit brand, så sørg for at ændre det, hvis det er muligt. Sørg især for at tænke over det indhold, du har på sociale medier.

Har du brug for sparring på din branding?

Hvis du har brug for gode råd og vejledning i forbindelse med din personlige branding, kan du kontakte en karriererådgiver hos Frie på 63 13 85 50. Vi står klar til at hjælpe dig.