Selvstændigblog

Work-life balance som selvstændig

Skrevet af Frie | Feb 25, 2024 10:43:56 AM

Har du det sådan, at når du ikke er på arbejde, så tænker du på arbejde – og egentlig helst bare vil være dér? Selv når du nyder en hyggelig aften med dine venner – eller sidder med din nyfødte søn i armene?

Så kan du måske være ramt af en manglende balance mellem arbejdsliv og privatliv – den såkaldte work-life balance.

Hvorfor er det vigtigt at have fokus på work-life balance som selvstændig?

Mange selvstændige arbejder mange timer om ugen, og med flere arbejdstimer følger mindre tid til familien, fritid og venner. Når tiden er begrænset, er fokus på work-life balance derfor et naturligt fokuspunkt i mange familier, hvor en eller flere af medlemmerne er selvstændig.

Mange selvstændige identificerer sig i høj grad med sit arbejde – og det er ikke unormalt, at vi i medierne hører historier om drevne iværksættere, der arbejder 80-90-100 timer om ugen i jagten på at skabe den næste store succeshistorie.

Der findes mennesker, der fungerer fremragende under dette høje arbejdspres – og ikke ønsker det på andre måder. De trives i det og elsker det mere end noget andet.

Men der findes også masser af selvstændige, der har brug for andre fokuspunkter i livet end arbejde – og vil have mere overskud og fokus i hverdagen.

Find en balance, der passer til dig

Det er vigtigt at være opmærksom på, at mål og ambitioner er forskellige fra menneske til menneske, selvstændig til selvstændig.

Du skal spørge dig selv: Hvilken work-life balance er den rigtige for mig – og hvordan kommer jeg derhen?

Hvis du har det bedst med en mere lige fordeling af arbejde og fritid, skal du ikke tvinge dig selv til at arbejde 100 timer om ugen. Det vil du ikke trives i.

En anden potentiel ulempe ved at fokusere 100 % på arbejdet er, at hvis det så går skidt på jobbet, kan din selvtillid potentielt ryge helt i bund, da du har bundet den op på arbejdet.

Denne ulempe kan du sikre dig imod ved at have andre områder i dit liv, du kan få selvtillid fra – fx fra hobbyer, sport, venner og familie.

Det er fedt at have en virksomhed og lægge en masse kræfter i det, man brænder for. Men en del selvstændige oplever med tiden, at de hellere vil sprede interesserne mere bredt og få flere facetter af livet med. Det er vigtigt at have med i baghovedet, når du skal træffe dine egne beslutninger.

Hvad kan du gøre for at få mere fokus på work-life balance?

Der er nogle konkrete tiltag, du kan lave, for at flytte fokus fra din forretning til andre aspekter af dit liv, hvis du ønsker dette. Det er fx:

  • Hav tidspunkter, hvor du altid har fri, uanset hvad – fx i weekenden og om aftenen. Det betyder også, at du ikke liiige skal tjekke indbakken for nye kunder om søndagen, for hvad nu hvis…
  • Sluk telefonen og PC’en på bestemte tidspunkter af dagen – ingen undtagelser!
  • Hold øje med symptomer på stress – hvis dine symptomer øges, kan du prøve at nedbringe dem ved at bruge mere tid på afslapning. Symptomer på stress kan fx være hovedpine, hjertebanken, svedeture, søvnproblemer, koncentrationsbesvær og anspændthed.

Generelt er det vigtigt, at du ikke bare siger, at du vil have mere fokus på work-life balance uden at have en plan klar for det. Ellers bliver det hurtigt for ukonkret.

Det er her, faste holdepunkter og regler kan holde dig til ilden.

Skal du have fri for at trives som menneske?

Nogle mennesker har det bedst med kun at arbejde og dedikere deres liv til det. Men de mennesker er få – og du skal derfor spørge dig selv, om det virkelig kan passe på dig også?

De fleste mennesker nyder deres fritid – og de har faktisk brug for den for at holde deres sundhed i top. Det er nemlig bevist, at regelmæssig afslapning sænker sandsynligheden for alvorlige sygdomme som stress, depression og angst, ligesom det hjælper på koncentrationsevnen og øger selvtilliden.

Men nogle selvstændige oplever en følelse af, at de simpelthen ikke har tiden til at holde fri, fordi kunderne jo skal serviceres. Og i de tilfælde kan du spørge dig selv, om du i så fald bør tage dig tiden til det?

Det vender tilbage til pointen om, at det kan være en fordel at trække klare streger mellem, hvornår du er på arbejde, og hvornår du ikke er. Det kan fx være håndværkeren, der stopper ved middagstid hver fredag for at holde tidlig weekend, mens andre hverdage er tidlig morgen til aftenstid.

Det handler ikke kun om dig

Dine venner og familie holder af dig og vil dig det bedste. Samtidig vil de også gerne bruge tid sammen med dig – og ikke kun når du helt udmattet dumper ind ad døren sent om aftenen.

Her er nogle gode tips til at tage dine nærmestes behov med i ligningen, hvis du vil have mere fokus på work-life balance:

  • Begynd at lægge mærke til, hvad dem omkring dig siger til dig: Spørger de dig tit, om du ikke vil være mere hjemme og bruge mere tid sammen med dem?
  • Oplever du, at du ofte får dårlig samvittighed over at sige nej til din familie og dine venner?
  • Når du kigger tilbage på det seneste år, fortryder du så, at du ikke har været mere med til ting, som du egentlig gerne ville have været med til?
  • Hvis du kan svare ja til en eller flere af disse, er det måske et tegn på, at du skal have mere fokus på work-life balance – også for din families skyld.