-
Funktionærloven
Funktionærloven består af en række fastsatte regler, som regulerer ansættelsesforholdet mellem dig som ansat og din arbejdsgiver.
På denne side kan du læse meget mere om funktionærloven, samt hvad det betyder for dig at være ansat som funktionær i en virksomhed.
Funktionærloven
Emner
En funktionær er en lønmodtager, der primært er ansat inden for handel- og kontorområdet. Du kan også være funktionær, hvis du udfører lagerarbejde eller tekniske og kliniske ydelser. Det er desuden et krav, at din gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er minimum 8 timer.
Hvis du er ansat som funktionær på din arbejdsplads, er du omfattet af den såkaldte funktionærlov.
Funktionærloven sikrer dig en lang række forskellige rettigheder i dit ansættelsesforhold. Det kan eksempelvis være i forhold til sygdom, ferie og opsigelse.
Du er typisk ansat som funktionær, når du arbejder med:
- Administration og koordinering
- Sekretær- og korrespondentarbejde
- Økonomi
- Bogholderi og regnskab
- Salg og indkøb
- Marketing
- HR- og personale
- Kommunikation
- IT og multimediedesign
- Rådgivning og konsulentarbejde
- Spedition
- Ejendomshandel
- Finansiering.
Hvis du arbejder mere end 8 timer i gennemsnit om ugen og er ansat for en længere periode end en måned, har du krav på en ansættelseskontrakt fra din arbejdsgiver. Dette følger af ansættelsesbevisloven.
I din ansættelseskontrakt finder du eksempelvis dine rettigheder i forhold til arbejdstid, ferie og sygdom beskrevet. Det er vigtigt, at du har modtaget din ansættelseskontrakt senest en måned efter din første arbejdsdag, og du skal altid være opmærksom på indholdet heri, da det danner grundlaget for din ansættelse.
Ansættelsesbevisloven stiller en række formelle krav til indholdet af din ansættelseskontrakt.
Du og din arbejdsgiver kan aftale prøvetid, hvor opsigelsesvarslet er kortere end ellers. Er du omfattet af funktionærloven, kan I aftale en prøvetid på op til tre måneder efter første ansættelsesdag, hvor din arbejdsgiver har ret til at opsige ansættelsesforholdet med 14 dages varsel.
I har ligeledes mulighed for at aftale et gensidigt opsigelsesvarsel på 14 dage. Det betyder, at du også får mulighed for at opsige dit job med 14 dages varsel.
Er der ikke aftalt et gensidigt opsigelsesvarsel, kan du i prøveperioden sige op med en dags varsel.
Hvis I vælger at lave en aftale om prøvetid, skal dette fremgå af din ansættelseskontrakt.
Herunder kan du se, hvor lang tids opsigelsesvarsel, du har på baggrund af din ansættelsestid.
Ansættelsestid | Opsigelsesvarsel |
0-3 med prøvetid | 14 dage |
0-6 måneder | 1 måned |
6 måneder til 3 år | 3 måneder |
3-6 år | 4 måneder |
6-9 år | 5 måneder |
Mere end 9 år | 6 måneder |
Hvis du har været ansat i minimum et år i virksomheden, skal begrundelsen endvidere være saglig, og du har krav på at modtage erstatning, såfremt din opsigelse ikke hviler på en rimelig begrundelse. Størrelsen af en mulig erstatning afhænger dels af, hvor længe du har været ansat, dels hvor urimelig afskedigelsen er.
En rimelig begrundelse kan både relatere sig til dit ansættelsesforhold og virksomhedens forhold, fx hvis det er nødvendigt for virksomheden at nedskære omkostninger eller omstrukturere.
Er du i tvivl om, hvorvidt begrundelsen for din opsigelse er saglig, kan du kontakte Fries juridiske afdeling på 63 13 85 50.
Hvis du bliver opsagt efter at have været ansat uafbrudt i en årrække, kan du have ret til at modtage en fratrædelsesgodtgørelse fra din arbejdsgiver.
Denne fratrædelsesgodtgørelse har du dog ikke ret til, hvis du selv opsiger din stilling. Den eneste undtagelse er, hvis du siger op efter at være blevet opsagt af din arbejdsgiver. Dette kaldes en kontraopsigelse, og det kan give dig ret til en fratrædelsesgodtgørelse.
Som funktionær har du ret til fratrædelsesgodtgørelse i henhold til nedenstående regler:
Mindst 12 års anciennitet = 1 månedsløn i fratrædelsesgodtgørelse
Mindst 17 års anciennitet = 3 måneders løn i fratrædelsesgodtgørelse.
Det er dog kun den periode, hvor du har været ansat som funktionær, der tæller med i opgørelsen af din anciennitet. Det har derfor ingen betydning for dit krav, om du går på pension eller fortsætter i et andet job.
Fratrædelsesgodtgørelsen udgøres af din månedsløn inklusive arbejdsgiverbidrag til pension og skattepligtige goder som telefon, internet og fri bil. Eftersom der ikke er tale om løn, optjener du ikke feriepenge af fratrædelsesgodtgørelsen.
Fratrædelsesgodtgørelsen beskattes efter reglerne i ligningsloven. Op til 8.000 kroner af fratrædelsesgodtgørelsen er skattefri, hvorefter der beregnes arbejdsmarkedsbidrag og A-skat af det tilbageværende beløb.
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Brug vores søgefunktion og få svar på dine spørgsmål omkring dit ansættelsesforhold, barsel, dagpengeregler, efterløn, ferie, job og karriere m.m.