-
Tilbage på arbejde efter barsel eller orlov
Her kan du læse meget mere om, hvad du skal være opmærksom på, når det er ved at være tid til at vende tilbage til arbejdet efter endt barsel.
Tilbage på arbejde efter barsel eller orlov
Emner
Når du vender tilbage til din arbejdsplads efter endt barsel, har du ret til at blive beskæftiget med det samme eller andet arbejde på samme niveau som før din barsel.
Derimod kan du ikke kræve at blive placeret i samme afdeling som før din orlov.
Det kan dog være svært at vurdere, om din arbejdsgiver holder sig inden for lovens rammer, når det gælder ændringer i dit job efter orloven. Derfor bør du altid få juridisk rådgivning hos Frie, hvis dit job har ændret sig. Så kan vi vurdere, om du bliver beskæftiget på samme niveau som før din barselsorlov.
Når du efter endt barsel vender tilbage til din arbejdsplads, har du mulighed for at anmode din arbejdsgiver om at få ændret dine arbejdsvilkår. Det kan eksempelvis være i form af ændrede arbejdstider.
Hvis du ønsker at få ændret dine arbejdsvilkår, skal du udforme en skriftlig anmodning, som din arbejdsgiver er forpligtet til at behandle under hensyn til både arbejdsgiverens og dine behov. Arbejdsgiveren er forpligtet til at give dig et skriftligt svar inden for rimelig tid.
Bemærk dog, at du ikke har krav på en ændring af arbejdsvilkårene. Det vil altså sige, at din arbejdsgiver ikke skal imødekomme din anmodning.
Skulle du blive opsagt, skal du altid bede om en begrundelse fra din arbejdsgiver.
Du er beskyttet, hvis der er forhold, som peger i retning af, at din arbejdsgivers opsigelse af dig skyldes din graviditet eller barsel. Hvis det er tilfældet, er det din arbejdsgiver, der skal bevise, at opsigelsen intet har med din graviditet eller barsel at gøre.
Hvis du bliver opsagt i de perioder, hvor du er særligt beskyttet mod opsigelse, kan du have ret til en godtgørelse fra din arbejdsgiver. Domstolene giver i praksis en godtgørelse på mellem 6 og 12 måneders løn, alt efter hvor længe du har været ansat og begrundelsen for opsigelsen.
Skulle du blive opsagt efter din tilbagevenden til din arbejdsplads efter endt barsel, er du velkommen til at kontakte Frie, så vi kan hjælpe dig med at vurdere, om opsigelsen er sagligt begrundet, og om du har ret til en godtgørelse.
Vælger I at arbejde på nedsat tid, skal I være opmærksomme på, at I får barselsdagpenge for de timer, I holder orlov, samtidig med at I får løn for de timer, I arbejder.
Dette giver mulighed for at holde delvis orlov i længere tid, da dagpengene stadig kan gives i op til, hvad der svarer til 32 uger.
Der er mange muligheder for at tilpasse orloven til jeres familie, så kontakt os for at drøfte, om dine ønsker kan lade sig gøre.
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Brug vores søgefunktion og få svar på dine spørgsmål omkring dit ansættelsesforhold, barsel, dagpengeregler, efterløn, ferie, job og karriere m.m.