-
Tidlig pension – Arne-pensionen
Tidlig pension (også kaldet Arne-pensionen) blev indført 1. januar 2022.
Tidlig pension giver dig ret til at gå på pension i op til 3 år før folkepensionsalderen, hvis du har haft et langt arbejdsliv. Og det er et muligt alternativ til efterløn.
Tidlig pension – Arne-pensionen
Emner
For at du kan benytte ordningen, er det et krav, at du i perioden fra du var 16 år til 61 år har været på arbejdsmarkedet mindst 42 år.
Du har ret til at gå et, to eller tre år tidligere på pension, hvis du blandt andet opfylder betingelserne for, hvor mange år du har været tilknyttet arbejdsmarkedet (optjening af anciennitet).
Antallet af år opgøres, når du er 61 år – dog senere, hvis du er født efter 1963.
Antal år på arbejdsmarkedet | Antal år med ret til tidlig pension |
42 år | 1 år |
43 år | 2 år |
44 år | 3 år |
Født fra 1964
Antallet af år opgøres, når du er 62 år, og der er krav om 43-45 år på arbejdsmarkedet.
Født fra 1969
Antallet af år opgøres, når du er 63 år, og der er krav om 44-46 år på arbejdsmarkedet.
Læs mere om anciennitetskravene på borger.dk.
Er du fyldt 61 år, kan du allerede nu ansøge om retten til tidlig pension og få afklaret, om du opfylder betingelserne.
Du søger på borger.dk/tidlig pension.
Som udgangspunkt skal du ikke selv skaffe dokumentation for, at du har arbejdet længe nok til at få tidlig pension. Dit arbejde er nemlig registreret i ATP. Før september 1977 findes der ikke ATP-oplysninger. Derfor får personer, der blev 18 år før 1977, automatisk lagt godt ét års ekstra "optjening" oveni. Også perioder med dagpenge mv. henter Udbetaling Danmark fra offentlige registre.
Udbetaling Danmark oplyser en sagsbehandlingstid for årgange før 1959 på op til 4 uger – og op til 6 måneder, hvis de har behov for yderligere dokumentation.
For årgang 1959 og 1960 kan sagsbehandlingen nå op på 12 måneder.
Årgange 1963-1968 kan søge om retten til tidlig pension 7 år før folkepensionsalderen.
Du skal fortsat have en tilknytning til arbejdsmarkedet eller være medlem af en a-kasse, efter du har fået opgjort, hvor mange år du har været på arbejdsmarkedet.
Tilknytningen til arbejdsmarkedet skal være opfyldt i en sammenhængende periode på 9 måneder, der ligger umiddelbart før det tidspunkt, hvor der er 3 måneder, til du tidligst kan overgå til tidlig pension.
Beløbet kan også blive nedsat ved arbejde samtidig med tidlig pension, og hvis du har boet/arbejdet i udlandet.
Din ægtefælle eller samlevers indtægt eller formue påvirker ikke størrelsen af tidlig pension.
Udbetaling Danmark opgør din pensionsformue 6 måneder før det tidspunkt, du tidligst har mulighed for at gå på tidlig pension.
Fradraget beregnes som 80 % af dine løbende, livsvarige pensioner og 5 % for øvrige pensionsordninger. Tidlig pension nedsættes i hele perioden med det beregnede beløb, som overstiger et fradragsbeløb på 109.100 kr. (2024). Nedsættelsen af tidlig pension sker, uanset om pensionen bliver udbetalt eller ej. Hvis din pensionsformue er over cirka 5 mio. kr., bortfalder tidlig pension helt.
På borger.dk kan du se eksempler på, hvordan forskellige pensionsformuer påvirker ydelsens størrelse.
Hvis tidlig pension er det bedste valg for dig, kan du efter 1. januar 2022 skifte fra efterløn til tidlig pension.
Er du overgået til efterløn før den 1. januar 2022, vil du ved tilkendelse af tidlig pension kunne søge om en engangskompensation for dit efterlønsbidrag.
Kompensationen vil være 2.820 kr. (satsen i 2024) og opgøres som tre x den maksimale dagpengesats. Du får kompensationsbeløbet for hver hele måned, der er tilbage til din folkepensionsalder. Du skal betale en afgift på 30 % af kompensationen. Kompensationen udbetales af Udbetaling Danmark ca. 3 måneder efter ansøgning om kompensation.
Eksempel
Hvis du fx skifter fra efterløn til tidlig pension den 1. januar 2023, og du når din folkepensionsalder den 1. januar 2024, vil du få 2.820 kr. x 12 måneder i kompensation = 33.840 kr. minus 30 % i afgift. Beløbet vil blive tillagt satsregulering pr. 1. januar 2023.
Hvis du vil have afklaret, om du har mulighed for tidlig pension, skal du søge om retten til at gå på tidlig pension på borger.dk/tidlig pension.
Der kan ikke udbetales kompensation, hvis du i stedet vælger at få tilbagebetalt dine efterlønsbidrag. Det kan være aktuelt og mere fordelagtigt, hvis du kun har været på efterløn i en ganske kort periode.
Ved udbetaling af efterlønsbidraget vil der ske fradrag af afgift på 30 %, og for hver måned med efterløn vil der yderligere blive modregnet med 18.800 kr. (satsen i 2024). Det betyder, at hvis der er modtaget efterløn ca. 8 mdr., vil der ikke være efterlønsbidrag til udbetaling.
Muligheden for kompensationsbeløb gælder kun, hvis du er gået på efterløn inden den 1. januar 2022. Går du på efterløn efter den 31. december 2021, og senere skifter til tidlig pension, kan du få udbetalt dine efterlønsbidrag. De bidrag, du kan få tilbage, nedsættes dog for hver måned, du har fået udbetalt efterløn. Nedsættelsen betyder, at du ikke længere kan få tilbagebetalt bidrag, når du har fået udbetalt efterløn i 7-8 måneder.
Skattefri præmie
Et valg af tidlig pension betyder, at eventuel optjening til skattefri præmie ophører den dato, hvor du skifter efterløn ud med tidlig pension og melder dig ud af a-kassen.
Bemærk særligt, at hvis du søger om kompensationsbeløbet, kan du ikke få skattefri præmie. Med andre ord – enten kompensationsbeløb eller optjent skattefri præmie. Der bør derfor regnes på, hvad der bedst betaler sig, inden der søges om kompensationsbeløb.
A-kassen kan hjælpe med udregning af den skattefri præmie, som kan udbetales efter, at folkepensionsalderen er nået. Udbetaling Danmark kan hjælpe med udregning af kompensationsbeløbet.
Skattefri præmie kan kun optjenes i periode med medlemskab af a-kassen.
Hvis du har optjent skattefrie præmier (eller stadig gør det ved at arbejde), skal du huske at medtage værdien af den skattefri præmie, når du sammenligner muligheden for tidlig pension med efterlønsordningen. A-kassen kan være behjælpelig med en status på din optjening til skattefri præmie.
Læs mere om Skattefri præmie.
Har du spørgsmål om tidlig pension, hvad der tæller som anciennitet, hvor meget du kan få udbetalt, kompensationsydelse eller andet, så ring til Udbetaling Danmark, Tidlig Pension på 70 12 80 94 - mandag-onsdag: 8-16, torsdag: 8-17 og fredag 8-15.
Læs mere om tidlig pension og få svar på rigtig mange spørgsmål på borger.dk.
Når det gælder efterløn, spørgsmål om skattefri præmie, tilbagebetaling af efterlønsbidrag, så ring til a-kassen på 63 13 85 50 - mandag og onsdag: 8-16 samt fredag 8-14.
Læs mere efterløn for din årgang, skattefri præmie og meget mere under Efterløn.
Du kan selv beregne, hvor meget du kan få i efterløn, via ”beregn efterløn” på borger.dk. Du kan også kontakte a-kassen, og så kan vi lave en vejledende beregning omkring efterløn for dig. Vi kan dog ikke lave en sammenlignende beregning.
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Brug vores søgefunktion og få svar på dine spørgsmål omkring dit ansættelsesforhold, barsel, dagpengeregler, efterløn, ferie, job og karriere m.m.