-
Fleksjob
Fleksjob ordningen er til dig, der oplever væsentlige og varige begrænsninger i din arbejdsevne og derfor ikke har mulighed for at få eller fastholde et arbejde på normalevilkår på arbejdsmarkedet.
Hvis du er i fleksjob, skal din stilling tilrettelægges og formes efter, hvad du kan.
Fleksjob
Emner
Det er op til din bopælskommune, om du opfylder kravene til at komme i fleksjob. Er du først blevet visiteret til et fleksjob, vil den bevilling gælde i op til fem år.
Når de fem år er gået, skal kommunen vurdere, om du fortsat har ret til at komme i fleksjob. Dette gælder, indtil du fylder 40 år.
Vurderer din kommune, at du fortsat skal være i fleksjob, kan du naturligvis fortsætte i det samme fleksjob, som du var i før. Derfor behøves du ikke nødvendigvis at skifte fleksjob hvert femte år.
Over 40 år?
Er du over 40 år gammel, er reglerne anderledes. Her har du mulighed for, efter den første 5-årige periode, at komme i et permanent fleksjob.
Dette gælder kun, hvis din kommune vurderer, at du ikke har udsigt til at kunne varetage et almindeligt arbejde på ordinære vilkår.
Ansat inden 1. januar 2013?
Hvis du blev ansat i dit nuværende fleksjob inden 1. januar 2013, skal kommunen ikke hvert femte år vurdere, om du fortsat er berettiget til fleksjob. Men hvis du skifter til et nyt fleksjob, gælder de samme regler som for fleksjob oprettet 1. januar 2013 eller senere.
Opfølgningssamtaler
Du vil blive indkaldt til en personlig samtale med jobcenteret, hver gang der er gået 2½ år i fleksjobbet. Dette gælder, uanset om du er ansat før eller efter 2013.
Fleksløntilskuddet beregnes med udgangspunkt i et beløb, der svarer til 98 % af højeste dagpengesats, dvs. 19.952 kr. (2024) pr. måned.
Fleksløntilskuddet nedsættes på baggrund af den løn, du inkl. pension får fra din arbejdsgiver og eventuel anden lønindtægt.
Din løn og fleksløntilskuddet kan tilsammen højst udgøre den løn, du ville få, hvis du var ansat på fuld tid i den samme stilling.
Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 % af din løn før skat op til 16.323 kr. (2024) pr. måned inkl. pensionsbidrag.
Hvis lønnen inkl. pensionsbidrag overstiger dette beløb, bliver fleksløntilskuddet nedsat med 55 % for den del af lønnen, der ligger over 16.323 kr. (2024).
Den højeste sats for ledighedsydelse svarer til 89 % af højeste dagpengesats, dvs. 18.137 kr. (2024) pr. måned.
Du vil få udbetalt den højeste sats for ledighedsydelse, hvis du opfylder en af disse betingelser, når du bliver godkendt til et fleksjob:
- Du er berettiget til barselsdagpenge eller sygedagpenge
- Du modtager sygedagpenge
- Du deltager i revalidering efter "Min Plan"
- Du modtager ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse.
Opfylder du ikke en af ovenstående betingelser, modtager du i stedet et beløb på niveau med kontanthjælp:
- Hvis du er forsørger, modtager du 16.382 kr. (2024) pr. måned.
- Hvis du er ikke-forsørger, modtager du 12.326 kr. (2024) pr. måned.
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Brug vores søgefunktion og få svar på dine spørgsmål omkring dit ansættelsesforhold, barsel, dagpengeregler, efterløn, ferie, job og karriere m.m.