-
Hvor længe kan du få dagpenge?
På denne side kan du danne dig et overblik over, hvor længe du har ret til at modtage dagpenge fra a-kassen.
Derudover kan du læse meget mere om, hvordan du genoptjener ny dagpengeret og skal forholde dig, hvis du stadig er ledig, når din dagpengeperiode er opbrugt.
Hvor længe kan du få dagpenge?
Emner
Hvis du som ledig er medlem af en a-kasse og derudover opfylder betingelserne, har du ret til at modtage dagpenge.
Første gang, du skal have dagpenge fra a-kassen, bliver du indplaceret i en dagpengeperiode. Hvor længe du kan modtage dagpenge, og hvor meget du får udbetalt, afhænger af, om du er fuldtidsforsikret eller deltidsforsikret hos a-kassen.
Som fuldtidsforsikret kan du få dagpenge i en periode på 3.848 timer, og som deltidsforsikret kan du få dagpenge i en periode på i alt 3.120 timer i en periode på 36 måneder.
Disse timer svarer til 2 års dagpengeret, som du skal nå at bruge inden for en periode på 3 år.
Den 2-årige dagpengeperiode kan forlænges med det arbejde, du har i løbet af perioden.
Du vil få udbetalt dine dagpenge i timer og for en hel kalendermåned ad gangen.
Fuldtidsforsikrede får ved fuld ledighed i hele måneden udbetalt for 160,33 timer.
Deltidsforsikrede får udbetalt for 130 timer om måneden. Timetallet er dog afhængig af, om du har haft løntimer ved siden af.
Du bruger af dine dagpengetimer, når du får udbetalt dagpenge (også EØS-dagpenge), feriedagpenge og supplerende dagpenge. Du bruger også af dine dagpengetimer, når du deltager i jobrettet uddannelse, er i job med løntilskud eller afvikler karantænetimer. Ved sygdom tæller de første 6 uger også som ledighed.
Forlænget dagpengeperiode
I enkelte tilfælde kan din dagpengeret dog forlænges. Det gælder i tilfælde af, at du har været syg i mere end 6 uger, har modtaget barselsdagpenge eller fået støtte fra kommunen til pasning af alvorligt sygt eller handicappet barn, eller under pasning af en nærtstående, som ønsker at dø i eget hjem.
Du kan se status for dine timer på din beskæftigelseskonto på jobnet.dk.
Har du løntimer ved siden af dine dagpenge, vil disse blive modregnet i dine dagpenge. Det vil sige, at du optjener timer. Dem kan du vælge at bruge på at få forlænget din dagpengeret. Hvis du gør det, skal du være opmærksom på, at forlængelsen sker i forholdet 1:2. Har du for eksempel arbejdet i 150 timer, kan din dagpengeperiode forlænges med 300 timer.
Dagpengeperioden kan dog max. forlænges med 1.924 timer (1 år), så din dagpengeperiode sammenlagt bliver på i alt 3 år.
Du kan også vælge at bruge dine opsparede timer til genoptjening af en ny dagpengeret, men du kan kun bruge timerne én gang.
Er du derimod selvstændig, genoptjener du ny dagpengeret ved fuldtidsarbejde som selvstændig i 12 måneder.
Vær opmærksom på, at hvis du skal optjene ny dagpengeret, er det kun ordinært og ustøttet lønarbejde, der tæller med. Det betyder, at støttet arbejde såsom løntilskud, virksomhedspraktik, seniorjob eller jobrotation ikke kan tælles med i det samlede antal timer.
Så længe du har timer til rest på din beskæftigelseskonto, genoptjener du ny dagpengeret ved opfyldelse af et løntimekrav. Det betyder, at du som fuldtidsforsikret skal have arbejdet mindst 1.924 timer inden for 3 år. For deltidsforsikrede er kravet, at du skal have haft 1.258 indberettede løntimer inden for de seneste 3 år.
Hvis du har haft det, har du altså optjent ny dagpengeperiode.
Hvis timerne på din beskæftigelseskonto er opbrugt (eller forældet), genoptjener du ny dagpengeret ved et indkomstkrav. Det betyder, at du som fuldtidsforsikret skal have haft en indkomst på mindst 263.232 kr. inden for 3 år. Du kan max. medregne 21.936. pr. måned (i 2024). For deltidsforsikrede er indkomstkravet på mindst 175.488 kr., og du kan max. medregne 14.624 kr. pr. måned (i 2024).
Uanset om du skal opfylde løntimekravet eller indtægtskravet, gælder det, at dine løntimer og indtægt skal ligge inden for de seneste 3 år, og efter du blev indplaceret i dagpengesystemet. Og optjening skal være fra arbejde uden offentligt tilskud eller støtte til lønnen.
Det er dog en betingelse, at du skal have opbrugt en eventuel ret til forlænget dagpengeperiode, hvis du ønsker at få et seniorjob.
Lyder det som noget for dig, skal du selv ansøge om at få et seniorjob. Du kan henvende dig til din kommune for at høre mere om, hvad du kan gøre, for at finde et seniorjob.
Bor du i en frikommune, kan du få aftale om seniorjob hos en privat arbejdsgiver.
Hvis du vælger at tage et seniorjob, er det et krav, at du fortsat er tilmeldt jobcenteret som jobsøgende, og du skal have et aktivt CV på jobnet.dk.
Hvis du stopper med indbetaling til efterlønsordningen, mister du samtidig retten til at få et seniorjob.
Hvis du har opbrugt din dagpengeperiode, har du mulighed for at blive fritaget for at betale kontingent til a-kassen. Bliver du fritaget, sker det normalt for 6 måneder ad gangen.
For at blive fritaget for kontingent til a-kassen skal du fortsat være tilmeldt jobcenteret som ledig, og du må ikke modtage kontanthjælp/offentlig hjælp til forsørgelse.
Hvis du er fyldt 50 år, når din dagpengeret er opbrugt, og du har ret til efterløn, når du når din efterlønsalder, bør du være forsigtig med at vælge kontingentfritagelse.
Ring til A-kassen Frie på 63 13 85 50, hvis du har spørgsmål om dette, eller hvis det bliver aktuelt for dig.
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Brug vores søgefunktion og få svar på dine spørgsmål omkring dit ansættelsesforhold, barsel, dagpengeregler, efterløn, ferie, job og karriere m.m.