-
Jobsøgning
Uanset om du er på jagt efter et studiejob, en læreplads eller dit første job som nyuddannet, kan det være svært at navigere rundt på arbejdsmarkedet.
For hvordan finder du lige drømmejobbet? Hvad skal der til for, at du bliver kaldt til samtale, og hvordan giver du din måske kommende arbejdsgiver det bedste indtryk?
Få svaret på disse sider.
Jobsøgning
Emner
En virksomhed får rigtig mange ansøgninger – både opfordrede og uopfordrede. Når en virksomhed slår en stilling op, er det ikke uhørt, at de ender med at modtage over hundrede ansøgninger fra håbefulde kandidater. Så hvad er det egentligt, der skal til, for at netop din ansøgning bliver den i bunken, der bliver bemærket?
At skrive en informativ og velskrevet ansøgning er en kunstart, som kræver noget at mestre. Det kan være svært for selv den mest garvede kommunikatør at fortælle, hvorfor vedkommende er den rette til jobbet, og hvorfor virksomheden lige præcist skal vælge ham.
Alligevel er der en række relevante huskeregler, som du kan tage med dig i din jobansøgning. De kan hjælpe dig til at skrive en tekst, som vil blive mere end bare skimmet af din potentielle arbejdsgiver.
Når du sender en ansøgning, ender den i en bunke eller mappe sammen med alle de andre ansøgninger. Så først og fremmest handler det om, at du skal kunne fange opmærksomheden hos den, der skal læse din ansøgning igennem.
Det er derfor vigtigt, at du kan beskrive dig selv og selvfølgelig også dine kompetencer retvisende, men på en måde som også vækker nysgerrigheden hos den, der skal læse din ansøgning.
Husk at din ansøgning kun har til formål at få indkaldt dig til en jobsamtale hos virksomheden.
For at du kan skrive en god ansøgning, kommer der her fem konkrete råd til, hvordan du kan gøre din jobansøgning endnu bedre. Og forhåbentligt kan du overbevise din kommende chef om, hvorfor netop du passer ind i hans eller hendes virksomhed:
1. Stil spørgsmål
En stor del af succesen ligger i forberedelsen. En grundig research er altafgørende for, at din ansøgning får det rette fokus. Sæt dig grundigt ind i, hvad virksomhedens behov reelt er, og hvilken udvikling de er i gang med – blandt andet ved at ringe til kontaktpersonen og stille højst tre fagligt relevante spørgsmål. Det vil give dig en langt bedre fornemmelse af, hvordan du skal præsentere dine kompetencer.
2. Fang dem fra start
Overskriften er det første, modtageren møder, og derfor skal den vække opmærksomhed. Tænk på den som rubrikken til en artikel, hvor du meget kortfattet og opsummerende beskriver dig selv, så modtageren får lyst til at læse videre. Det er her, du skal fremhæve de af dine egenskaber, der matcher virksomhedens ønske bedst.
3. Vær modtagerorienteret
Det er fint at fortælle om dine forskellige kompetencer, men vil du virkelig gøre indtryk, skal du i stedet beskrive, hvordan du vil bruge dem til at hjælpe netop den konkrete virksomhed videre. Det er altså ikke nok at skrive, at du er rigtig god til en bestemt ting – fremhæv i stedet, hvordan de kompetencer kan bringes i spil, så det bidrager positivt til virksomheden fremadrettet.
4. Drop flosklerne
Medmindre du arbejder i et cirkus, er du nok i virkeligheden ikke ’god til at have mange bolde i luften’. Alligevel er det en vending, mange bruger – og netop derfor bør det udelades. Så gennemgå din tekst grundigt, slet fyldord og floskler og brug i stedet pladsen på at svare specifikt og fyldestgørende på det stillingsopslag, du sidder med.
5. Afslut høfligt
Ansøgningens sidste linjer bør bruges på at efterlade et godt og personligt indtryk. Her skal der rundes høfligt af, og du kan med fordel skrive, at du fx glæder dig til at møde virksomheden til en personlig samtale. Vær kort og præcis – jo færre ord, du bruger, jo bedre.
Din ansøgning har ét formål – og det er at overbevise din måske kommende arbejdsgiver om, at netop du skal til en jobsamtale.
Derfor er det vigtigt, at din ansøgning er overskuelig, velskrevet og selvfølgelig også informativ. Det er derfor vigtigt, at du får skrevet om dig selv og selvfølgelig også de kompetencer, du har med i bagagen.
Som hovedregel består de fleste skriftlige ansøgninger i nævnte rækkefølge af:
- Indledning (motivation til at søge netop dette job i denne virksomhed)
- Kompetencer (hvad kan du byde ind med til virksomheden)
- Besvarelse af annoncens krav
- Afslutning.
Indledning
Det er her, du skal fange læserens nysgerrighed. Hvis ikke læseren mærker din motivation allerede fra start af, vil han eller hun hurtigt miste interessen og gå videre til den næste ansøgning.
Start med at lave en liste over grunde til, du gerne vil have lige præcist det her job, og lav også en liste over det, der fagligt og personligt kvalificerer dig til det.
Brug det i din indledning. Beskriv med dine egne ord, hvorfor du søger netop dette job og fokuser på, hvad DU kan tilføre virksomheden. Så er du allerede et skridt foran dem, der indleder deres ansøgninger med standardformuleringer.
Huskereglen er altså, at du altid i indledningen skal lade det skinne igennem, at du brænder for lige præcist det her job og lige præcist den her virksomhed. Derfor er det altid en god ide også at sætte sig ind i virksomhedens værdier og arbejde, og du skal altid målrette dine ansøgninger til den enkelte virksomhed.
Kompetencer
Når du har skrevet din indledning, er du klar til at gå videre til næste afsnit i din ansøgning.
Nu kan du fortælle lidt om dig selv. Det er vigtigt, at du ikke remser dine erfaringer kronologisk op i ansøgningen, men fokuser i stedet på de kompetencer og erfaringer, der er direkte anvendelige i jobbet. Du har i stedet dit CV til at skabe et præcist overbliv over din erhvervserfaring, uddannelsesforløb m.m.
Bestræb dig på kort og præcist at sælge dig selv til virksomheden.
Besvarelse af annoncens krav
I dette afsnit skal du besvare annoncens krav. Når du kommer til det, kan det være en rigtig god hjælp for dig først at udarbejde din faglige og personlige profil. Den faglige profil består af grunduddannelse, videregående uddannelse, erhvervserfaring og fagområder, mens den personlige profil beskriver menneskelige egenskaber.
Når du har udarbejdet disse, kan du også se, hvilke af annoncens krav du kan opfylde.
Fortæl om dine styrker
Vær ikke bange for at prale af dine egne evner og det, du før har opnået gennem dit studie eller tidligere arbejdspladser. Hvis du har nogle personlige egenskaber, der udgør et særligt aktiv for virksomheden, så fortæl det gerne. Det kan være, at det er det der ender med at gøre udslaget.
Synes du, at det er svært selv at vurdere, hvad dine personlige styrker er, så bed nogle, der kender dig godt, eventuelt venner eller kolleger, om at give deres ærlige beskrivelse af dine styrker og udviklingsområder.
Få hjælp til din kompetenceafklaring på Dit Karriereunivers, så du kan blive helt skarp på at sætte ord på dine styrker.
Afslutning
Du er nu næsten ved at være færdig med at skrive din ansøgning. Afslutningen er lige så vigtig som resten af ansøgningen. Det er her, at du med dine egne ord kan give modtageren indtryk af, at du er oprigtigt interesseret i stillingen og ønsker at uddybe dine kvalifikationer ved en personlig samtale.
Bryd også med janteloven og skriv, at du glæder dig til at møde dem/dig til en personlig samtale. Det er hele formålet med en ansøgning.
Når du skal skrive en ansøgning, skal du altså ikke være bange for at fortælle om dine styrker. Tværtimod, så er det vigtigt, at du understreger alt det, du er dygtig til.
Du kan finde uddybende materiale til din ansøgning på Dit karriereunivers.
En uopfordret ansøgning sender du umotiveret til en virksomhed. Det vil sige, at din ansøgning ikke er et direkte svar på en given jobannonce, men i stedet et resultat af din interesse i en virksomhed.
Det kan virke grænseoverskridende at sende en uopfordret ansøgning, men faktum er, at næsten en tredjedel af alle virksomheder bladrer uopfordrede ansøgninger igennem, når de har nye, ledige stillinger. Derfor er det vigtigt for dig også at have fokus på dem, hvis du er på udkig efter arbejde.
Du kan måske have mange forbehold ved at kaste dig ud i de uopfordrede ansøgninger. Det kan virke anmassende at kontakte nogen om et job, de slet ikke har slået op. Men det er en god måde at vise oprigtig interesse i den virksomhed, du henvender dig til.
Du kan enten lave en ansøgning og sende til virksomheder inden for samme branche eller målrette den mere specifikt til drømmearbejdspladsen. Hvilken metode, der er bedst, afhænger af, hvad du vil opnå – det kan vores karrierekonsulenter rådgive dig om.
Klare fordele ved at søge uopfordret
Der er flere gode grunde til at søge uopfordret. For det første gør du dig mere synlig overfor arbejdsgivere, og for det andet udviser du handlekraft og initiativ – det sætter arbejdsgiverne pris på. For de tredje udviser du en oprigtig interesse og motivation for lige præcist deres virksomhed.
Det kan være svært at komme i gang med de uopfordrede ansøgninger, så derfor har vi her samlet fire gode råd til, hvordan du kan øge chancerne for at opnå succes med din uopfordret ansøgning:
1. Vær åben
Den uopfordrede ansøgning er bedre end sit ry og ikke spild af tid. Se på det som en måde at variere din jobsøgning på, og brug det som en mulighed til at få øjnene op for relevante, mulige arbejdspladser og til at øve dig i at skarpvinkle argumenterne om dine kompetencer.
2. Varier metoden
En uopfordret ansøgning kan være mere end det klassiske A4-papir, der sendes med e-post. Du kan fx også ringe til en mulig kommende chef og fortælle om din interesse eller møde fysisk op på arbejdspladsen for at aflevere et CV. Hvilken metode, du vælger, afhænger af dit temperament.
3. Husk detaljerne
Når du søger uopfordret, er det vigtigt at være præcis omkring, hvad du kan tilbyde og ønsker. Oplys derfor, om du fx - ud over en fast stilling - også er interesseret i vikariater og projektansættelser.
4. Timingen er vigtig
Hvis du vil søge uopfordret med en klassisk ansøgning, er det ikke ligegyldigt, hvornår du sender den af sted – for den skal jo helst ikke drukne i alle de andre e-mails, modtageren får. Derfor er aftenen – særligt søndag aften – et godt tidspunkt, så den ligger øverst i bunken morgenen efter.
Held og lykke med jobsøgningen!
Miniguides
Frie har udarbejdet en række miniguides, som giver et hurtigt overblik over, hvordan du:
- Kommer godt i gang med jobsøgningen
- Får kortlagt dine kompetencer
- Skriver en ansøgning til opslåede stillinger og uopfordret
- Udarbejder dit CV
- Bruger ChatGPT i din hverdag
- Forbereder dig til jobsamtalen og MUS
- Udarbejder en videopræsentation m.m.
Emner
De fleste danskere er på de sociale medier – det er din potentielle arbejdsgiver højst sandsynligt også.
Derfor er det en rigtig god idé at vurdere, om indholdet på dine sociale medier er god reklame for dig, eller om du sender nogle signaler, der gør, at din potentielle arbejdsgiver måske vil vælge dig fra. Undersøgelser viser nemlig, at op mod hver anden arbejdsgiver kigger kandidaterne efter i sømmene på nettet, og at hver tiende sågar har droppet en kandidat på baggrund af vedkommendes profil på et socialt netværk.
Indholdet på dine profiler
Du bør altid tænke over, hvad du skriver på blogs, hjemmesider og andre steder på nettet. Du skal ligeledes være opmærksom på de ting, du deler og liker samt de billeder, du lægger op. Det er nemt at glemme, at mange sociale medier rent faktisk er åbne såsom Facebook, Instagram, LinkedIn og Twitter, med mindre du selv begrænser adgangen til din profil. Det gør, at dine potentielle arbejdsgivere og kolleger nemt kan finde dig.
Sådan undgår du at gøre dig uheldigt bemærket
- Fjern de billeder og beskeder, der sender uheldige signaler.
- Hold øje med kommentarerne på din profil. Du kan ikke kontrollere, hvad folk skriver, men hvis du vil undgå upassende kommentarer, er det muligt helt at fjerne muligheden for at efterlade kommentarer.
- Tænk over, hvilke grupper du melder dig ind i. Selv om det måske virker harmløst at melde sig ind i "DM i Druk", er det ikke sikkert, din arbejdsgiver synes om det.
- Vær ærlig. Lad være med at skrive, at du har en kandidatgrad i erhvervsøkonomi, hvis du i virkeligheden droppede ud på 3. semester. Det er også en dårlig idé at fortie oplysninger i din ansøgning, hvis de alligevel kan findes på nettet.
- Tænk over, hvad du skriver. Hvis du ikke vil have, at din kommende chef læser det, så lad være med at skrive det.
ofir.dk
jobindex.dk
kforum.dk (kommunikationsbranchen)
stepstone.dk (jobsite for ledere)
jobnet.dk
jobfisk.dk (overblik over jobdatabaser, vikar- og rekrutteringsbureauer)
karrierevejviser.dk (nyuddannede og studerende)
jobsearch.dk
jobbank.dk (find jobbet som højtuddannet)
findjobhub.com (portal for studerende, elever og praktikanter)
jobted.dk
careerjet.dk
Facebookgruppen "Job søges - medarbejder søges"
Linkedin.com
eures.dk (job i Europa)
Når du søger et nyt job, hvad enten du er dimittend, mellem job eller på udkig efter nye udfordringer, er det vigtigt at fokusere på timingen. Den kan være altafgørende, når du søger arbejde.
Derfor kommer her fire gode råd til, hvornår du bør gøre hvad i din jobsøgningsproces:
Ring først
Har du fundet et jobopslag, du gerne vil svare på, er det en god idé at ringe, inden du sender din ansøgning – men det skal selvfølgelig gøres uden at forstyrre. Send gerne en kort og høflig mail først, hvor du spørger, hvornår kontaktpersonen har tid til en kort samtale. Så er du sikker på, at du ikke afbryder noget, og så er kontaktpersonen forberedt på at modtage et opkald fra dig. Forbered derefter 2-3 fagligt relevante spørgsmål, der eksempelvis kan gøre dig klogere på, hvilke egenskaber virksomheden sætter mest pris på, hvordan opgavetyperne er fordelt, eller hvilke forventninger de har til deres kommende kollega.
Når du har de informationer, kan du også målrette din ansøgning endnu mere.
Hvornår er det bedst at sende mails?
Hvis du gerne vil øge chancerne for, at din kommende chef læser lige netop din besked, så er det vigtigt, at du sender den på det helt rigtige tidspunkt. Det er nemlig ikke lige meget, hvornår du beslutter at sende din mail af sted.
Langt de fleste ledere læser også mails i weekenden, og derfor kan det være en fordel at sende din forespørgsel en lørdag eller søndag morgen, eller mellem kl. 06:00 og 07:00 om morgenen. Så vil du i hvert fald typisk styre udenom meget af den anden post, der kan komme i hverdagene.
Af sted med den ansøgning
Efter du har afsluttet opkaldet med virksomhedens kontaktperson, bør du straks kaste dig over din ansøgning. For når informationerne er friske i hukommelsen, er det langt nemmere at arbejde med dem på skrift, og det bliver nemmere for dig at målrette din ansøgning. Hvis der ikke går for lang tid mellem opkaldet, til du sender ansøgningen, kan det også være, at chefen eller kontaktpersonen stadig kan huske dig.
Så derfor bør du sende din ansøgning af sted så hurtigt som muligt.
Hvilket tidspunkt er bedst til jobsamtale?
Hvis du selv har mulighed for at bestemme, hvornår du kan komme til samtale, så tøv ikke med at vælge den første tid. Det kan nemlig godt betale sig at stå tidligt op og være den første, der skal til jobsamtale. Den første kandidat, der er inde til samtale, er ofte den, der huskes bedst – og desuden den, som alle andre bliver målt op imod.
Held og lykke med opkaldet og med at skrive ansøgningen!
Først og fremmest tillykke, hvis du er blevet kaldt til jobsamtale!
Du har nu allerede gjort dig bemærket enten gennem din videopræsentation eller ansøgning, og nu får du muligheden for at vise, hvad du kan overfor virksomheden.
At tage til en jobsamtale kan være meget grænseoverskridende. Nogle har det godt med det, mens andre måske bliver nervøse ved situationen. Det er trods alt også en stor ting at blive kaldt til jobsamtale.
Uanset om du befinder dig godt i situationen, eller om du let bliver nervøs, er det vigtigt at du forbereder dig godt inden samtalen. Det kan også hjælpe dig med at få styr på nerverne.
Normalt vil du blive indkaldt til en samtale med cirka en uges varsel, men du kan også komme ud for at blive kaldt til samtale med et par dages varsel – eller også beder virksomheden dig om at dukke op med det samme.
Uanset omstændighederne, er det vigtigt, at du bruger tiden hensigtsmæssigt.
- Søg information om virksomheden. Find nyttige oplysninger om firmaet på nettet og besøg firmaets hjemmeside.
- Forbered en præsentation af dig selv - elevatortalen.
- Efter interviewet vil du altid blive spurgt, om du har nogle spørgsmål. Forbered et par gode spørgsmål, der viser din store viden om firmaet.
- Oftest vil du også blive spurgt om, hvorfor du søger stillingen, og hvorfor de bør ansætte netop dig. Forbered et svar på det.
- Vælg en passende påklædning.
Til samtalen er det en god idé at medbringe
- Indkaldelsen til jobsamtale
- Dine forberedte spørgsmål
- Kopi af ansøgning og CV
- Kalender - måske bliver du inviteret til en ny samtale
- Print fra virksomhedens hjemmeside, fx virksomhedens mission, vision, CSR eller lignende. Det viser, at du har været inde på hjemmesiden for at orientere dig.
Vælg de spørgsmål ud, som du finder relevante, og øv dig. Så er du sikker på at have et godt svar parat til jobsamtalen.
- Fortæl lidt om dig selv
- Hvorfor har du søgt dette arbejde?
- Hvorfor stoppede du det sidste sted, du var ansat?
- Hvilke typer af arbejdsopgaver trives du bedst med?
- Hvilke typer opgaver vil du gerne undgå i fremtiden?
- Hvad er dine stærke sider, og hvad kan du blive bedre til?
- Hvad kan du blive bedre til i forhold til den stilling, du har søgt?
- Hvad kan stresse dig, og hvordan håndterer du stress?
- Hvad er en god chef for dig, og hvad mener du om din nuværende chef?
- Fortæl om en succeshistorie du er stolt af
- Hvorfor skal netop du have jobbet?
- Har du noget imod at deltage i en test?
- Blev du opsagt - Hvorfor lige dig?
- Hvad kender du til vores virksomhed?
- Hvorfor ønsker du at arbejde hos os?
- Hvad kan du tilføre vores virksomhed, som andre ikke kan?
- Hvad synes du er det mest attraktive ved jobbet, og hvad er det mindst attraktive?
- Hvorfor skulle vi ansætte dig?
- Hvad lægger du jobmæssigt vægt på?
- Hvad er din opfattelse af dette job?
- Hvad forstår du ved et godt samarbejde?
- Hvad er den største fejltagelse, du nogensinde har begået?
- Hvor længe forventer du at være ansat hos os?
- Hvorfor ønsker du at forlade dit nuværende job?
- Hvad beskæftiger din ægtefælle sig med?
- Hvorfor forlod du dit forrige job?
- Hvilke værdier værdsætter du mest? og hvilke mindst?
- Hvad mener du, din løn skal være?
- Hvad er dine langsigtede mål?
- Hvad mener du om dit hidtidige karriereforløb?
- Hvordan karakteriserer du dig selv som person og hvad vil andre sige om dig?
- Hvor mange sygedage har du haft inden for de sidste 12 måneder?
- Hvor fleksibel er du, og hvordan er du fleksibel?
- Er du villig til at videreuddanne/videreudvikle dig?
- Hvad laver du i fritiden?
Specielt for lederstillinger
- Hvilken lederstil anvender du?
- Er du en god leder? Hvilke eksempler kan du give på det?
- Mener du at have kvalifikationer til større lederstillinger?
- Hvad lægger du selv vægt på, når du ansætter medarbejdere?
- Hvad er det vanskeligste ved at være leder?
- Har du nogensinde måttet afskedige medarbejdere?
- Hvad var årsagen, og hvordan tacklede du situationen?
Du er blevet indkaldt til en jobsamtale – tillykke med det! Men hvad gør du så? Hvordan overbeviser du de tilstedeværende til jobsamtalen om, at de skal vælge lige præcist dig?
Mange oplever at være nervøse op til en jobsamtale. Du er ikke den eneste, og det er også vigtigt at huske på, at det ikke kun er dig, der er "til eksamen" – det handler lige så meget om, at du skal kunne fornemme, om virksomheden er det rette match for dig. Det er jo også vigtigt, at du føler dig godt tilpas på din eventuelle nye arbejdsplads.
Husk på, at det er en samtale, du er indkaldt til og ikke et krydsforhør, hvor du kan svare rigtigt eller forkert. Begge parter er interesserede i at gøre et godt indtryk og vil gerne have, at samtalen går godt.
Heldigvis er der en række ting, som du kan gøre, for at din jobsamtale kommer til at gå godt. Vi har her samlet 10 gode råd, der kan være med til at udruste dig til den gode jobsamtale.
Kend dit publikum
Frem til samtalen er det vigtigt, at du bruger din tid velovervejet. Sæt dig ind i virksomheden, de ansatte, dresscoden, og selvfølgelig også dem du skal til samtale hos. Så er du allerede godt forberedt.
Hvis du kender til virksomhedens arbejde, seneste nyt og hvis du er klædt som dine kommende kolleger, skaber du en fælles referenceramme at tale ud fra.
Vær forberedt
Til en jobsamtale er de tilstedeværende interesserede i at høre mere om dig og dit arbejde. Brug derfor gerne tid på at overveje, hvad de kan finde på at spørge dig om – og øv gerne svar til disse. Det gælder for dig om at få flettet din motivation for jobbet og relevante kompetencer ind i din respons.
Øv dig gerne foran et spejl, en ven eller lignende, da øvelse gør mester.
Er du i tvivl om, hvad dine måske kommende kolleger kunne finde på at spørge dig om til en jobsamtale, kan du læse afsnittet ”Typiske spørgsmål til jobsamtalen?” ovenfor. Her kan du finde en lang række eksempler på nogle af de ting, du kan blive spurgt om til din jobsamtale.
Kom aldrig for sent
Inden du tager afsted til din jobsamtale, er det vigtigt, at du har styr på virksomhedens adresse og parkeringsforhold, rute derhen til og eventuelt hvordan du kommer derud med offentlig transport, hvis du gør brug af det. Så undgår du unødvendig stress over at skulle finde derhen, og du eliminerer mange grunde til, hvorfor du kan blive forsinket.
Kom gerne 10 minutter før din samtale starter. Så har du tid til eventuelt lige at hilse på de andre i virksomheden samt finde dig til rette.
Den svære smalltalk
De fleste oplever en eller anden form for nervøsitet, når de skal til jobsamtale. Derfor kan det også være svært at finde overskuddet frem til at smalltalke. Men det er en rigtig god ide, at gøre det, således at du virker interesseret og klar.
Du kan smalltalke ved eksempelvis at rose lokalerne, spørge hvor længe de har været der etc. Det viser, at du har et mentalt overskud, og det får samtalen mere naturligt i gang.
Brug kroppen
Dit kropssprog er enormt vigtigt til en jobsamtale. Tænk derfor over, hvilke signaler du sender, hvis du eksempelvis sidder med armene over kors eller kigger meget ned.
Giv et godt håndtryk, smil og søg øjenkontakt, så du fremstår imødekommende og åben.
Lyt og læs
En jobsamtale kan være en svær situation at navigere rundt i. Så sørg altid for at lytte til det, der bliver sagt og læs situationen.
Selvom du er ivrig efter at få jobbet og vise dine kompetencer, er det vigtigt, at du er tålmodig og ikke afbryder. Lyt og læs situationen og mærk efter, hvornår der er en naturlig pause i samtalen, og interviewerens kropssprog signalerer, at det er din tur til at tale. Når du fornemmer dette, er det din tur til at vise, hvad du kan, og hvem du er.
Brug eksempler
Undgå floskler til jobsamtalen og brug eksempler på dine kompetencer i stedet. Alle kan eksempelvis sige, de er "gode til at have mange bolde i luften". Vil du skille dig ud, skal du i stedet eksemplificerer gennem tidligere opgaver og erfaringer, at du er god til at løse mange opgaver på en gang.
Stil modspørgsmål
Når du kommer til en jobsamtale, vil de tilstedeværende helt sikkert spørge dig, om du har nogle spørgsmål til dem. Sørg derfor altid for at have forberedt nogle relevante spørgsmål hjemmefra, der eksempelvis handler om virksomheden og den konkrete stilling. Det viser, at du har sat dig ind i tingene og oprigtigt er interesseret i stillingen, og det er med til at få dig til at fremstå velinformeret og velforberedt.
"Hvad skal du have i løn?"
Hvad du skal have i løn, kan være et svært emne at tage op. Derfor skal du være velforberedt og taktisk, hvis spørgsmålet kommer på banen til jobsamtalen.
Læn dig op ad statistikker, spørg ind til, hvad der indgår i lønpakken og lad dit eget bud være højere end din smertegrænse. På den måde er der plads til forhandling.
Afslutningen
Når du når til afslutningen af jobsamtalen, er det vigtigt, at du efterlader de tilstedeværende med et godt indtryk af dig. Så slut af med at takke for en god samtale – også evt. med en mail, hvori du bekræfter, at du stadig er interesseret.
Skulle du ikke få jobbet i denne omgang, så er det vigtigt, at de har fået et positivt indtryk af dig, hvis du nu i forbindelse med en ny stilling skulle blive kaldt til samtale i virksomheden igen.
Hvor mange gange har du ikke fået spørgsmålet ”Kan du fortælle kort om dig selv?” enten ved en telefonisk henvendelse til en kontaktperson eller under selve jobsamtalen? Og hvor ofte har du efterrationaliseret og tænkt: ”Hvorfor glemte jeg dog at fortælle det vigtigste?”.
Det kan være svært at fortælle om dig selv og dine kompetencer på kort tid. Du glemmer sikkert altid et eller andet, eller også lægger du for meget fokus på noget, der måske ikke engang er relevant. Derfor er det en rigtig god ide for dig at have styr på din såkaldte elevatortale, så din præsentation af dig selv altid står skarpt.
En elevatortale er den tale, der opsummerer dine kompetencer og din værdi på omkring 30-60 sekunder. Navnet kommer af, at du skal kunne nå at fortælle om alle dine vigtigste evner i løbet af en elevatortur. Derfor må den som udgangspunkt ikke vare mere end et minut.
Du kan dog komme ud for i en jobsamtale eller til et netværksmøde, at du har mere tid til rådighed, så sørg altid for også at have forberedt en længere elevatortale.
Har du først fået styr på din elevatortale, er du sikker på, at du altid er klar i mælet og velformuleret, når nogen beder dig om at fortælle kort om dig selv.
Forbered din elevatortale
Den samme elevatortale kan måske ikke fungere lige så godt til en jobsamtale, som den måske gør ved eksempelvis et netværksmøde.
Den samme tale kan måske heller ikke bruges til to forskellige jobsamtaler.
Derfor skal du altid sørge for at få tilpasset din elevatortale til det enkelte job, virksomhed, stilling eller andre aktiviteter - ligesom dit ansøgningsmateriale også skal være målrettet den enkelte virksomhed.
Prioriter indholdet og lav en bruttoliste ud fra
- Dine vigtigste relevante erfaringer i forhold til stillingen. Hvilke funktioner kan du udfylde i virksomheden? Hvilke arbejdsopgaver kan du håndtere?
- Hvorfor har du søgt netop dette job i denne virksomhed?
- Hvad kan du bidrage med via dine personlige egenskaber?
- Hvordan vil du kunne bidrage til teamet – holdånden?
- Sæt ord på den værdi, dine vigtigste faglige kompetencer skaber, og hvilket behov de opfylder.
- Uddannelse, hvis den er relevant.
- Hvilke resultater vil du kunne levere?
- Hvad gør dig speciel i forhold til stillingen?
Find dine unikke fordele (USP – Unique Selling Proposition) - dine konkurrencemæssige fordele
Når du laver en elevatortale, er det vigtigt, at du forsøger at sætte dig i din modtagers sted. Hvis du nu var din kommende chef, hvad ville du så helst høre? Hvad er mest relevant for vedkommende?
Ud fra disse spørgsmål er du i stand til at prioritere din bruttoliste ud fra, hvad du tror, der vægter mest hos din kommende arbejdsgiver. Dermed får du et overblik over de vigtigste "Unique Selling Proposition", som SKAL være med i din elevatortale.
Derfor er det altid en rigtig god idé at sætte sig ind i virksomhedens værdier og arbejde, således at du kan være ekstra godt forberedt til at finde og målrette dine USP.
Struktur
Når du laver en elevatortale, er det vigtigt at strukturere rækkefølgen og indholdet, således at der er et godt flow i din tale.
Det kan du eksempelvis gøre således:
- Hvem er du?
- Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund?
- Hvilken erhvervserfaring har du?
- Hvad kendetegner dig?
- Hvad kan du tilføre virksomheden - hvilken forskel vil du gøre?
- Hvorfor bør de vælge dig?
Hvor lang tid din elevatortale skal vare kommer an på situationen. Forbered derfor en kort version der varer måske 30 sekunder og en længere version på omkring 5 minutter, så du er klar, uanset hvad der bliver lægges op til ved din jobsamtale.
Træn og tal højt, klart og tydeligt under træningen
Når du har lavet din elevatortale, kan det være en god ide at træne den igen og igen. Så kan du finde ud af, om du overholder tiden, og du vil blive mere klar i mælet, hvis din elevatortale sidder lige på rygraden.
Du kan ligeledes få styr på dit kropssprog, og være sikker på, at du får alt det med, du ønsker.
Når du skal øve dig, kan det være en god ide enten at stå foran et spejl eller optage dig selv med din telefon eller tablet. Ved at optage dig selv, kan du nemlig finde de svage punkter, som eventuelt kræver lidt mere træning, og du kan nemmere høre, hvis din elevatortale har brug for eventuelt at blive omformuleret. Jo mere du øver dig, jo mere sikker bliver du også på dig selv og din præsentation, og jo bedre bliver du til samtalen.
Træn, til du bliver tilfreds, og prøv så din elevatortale af på en ven, nabo, tidligere kollega, en i dit netværk, din fagforening eller lignende og bed om konstruktiv feedback, så du har noget at arbejde videre med.
Elevatortalen ved telefonisk henvendelse til virksomheder
Hvis du ser et stillingsopslag på et job, som kunne være drømmejobbet for dig, så kan du forberede en elevatortale og efterfølgende ringe virksomheden op.
Men sørg altid for, at være godt forberedt inden du gør det. Tjek derfor virksomhedens hjemmesiden, læs stillingsopslaget godt igennem og forbered 2-3 spørgsmål, som du ikke finder svaret på hverken i stillingsopslaget eller på hjemmesiden.
De spørgsmål du stiller, skal være skarpe. Er de det, er der stor chance for, at virksomheden vil kunne huske dig, når du sender en ansøgning afsted. Det kan ligeledes forøge dine muligheder for at komme til samtale. At ringe til en virksomhed og bede dem ”fortælle lidt mere om stillingen” uden at være konkret, er det samme som at sige, at det job ønsker jeg ikke.
Hvis du ender med at få en god dialog med virksomhedens kontaktperson, er der også en stor sandsynlighed for, at du får spørgsmålet: ”Hvem er du – kan du kort fortælle om dig selv”? Det er i denne situation, at det er godt for dig at have styr på din elevatortale. Du har nu omkring 30 sekunder til at fortælle alt det væsentlige om dig i forhold til jobbet.
Husk at referere til telefonsamtalen med navngiven person, når du efterfølgende skriver din ansøgning.
Held og lykke med at lave din elevatortale og selvfølgelig også med jobsøgningen!
At have et godt netværk at trække på, er fantastisk i alle situationer, uanset om du søger sparring, hjælp – eller et nyt arbejde. At bruge dit faglige netværk aktivt kan nemlig booste både din jobsøgning og din karriere.
Du har højst sandsynligt også et langt større netværk, end du lige går og tror. Dit netværk kan blandt andet bestå af studiekammerater, kolleger, tidligere chefer, barndomsvenner, naboen og ’ham der, du mødte på et kursus engang’. Og hvis du bruger dette netværk rigtigt, kan det ende med at være en kæmpe fordel i dit arbejdsliv.
Når du bruger dit netværk, udveksler du viden og informationer, og gensidigt er du og dit netværk med til at hjælpe hinanden frem.
Er du god til at pleje dit netværk, mens du er i arbejde, har du også langt flere at søge gode råd og sparring hos, hvis du pludselig skulle blive ledig. Måske er det en i dit netværk, der ender med at sætte dig i forbindelse til din næste arbejdsplads.
Netværk en vigtig kanal
Du må aldrig underkende værdien af dit netværk – det kan være det, der hjælper dig, når du bliver ledig, eller hvis du har brug for sparring til en opgave.
Undersøgelser fra blandt andet Ballisager har vist, at netop netværket er en vigtig kanal, når virksomheder rekrutterer nye medarbejdere. Det kan være, at du kender nogen, som kender nogen, der ville være perfekte til en opslået stilling i din virksomhed, eller også er det netop dig, der bliver kaldt til samtale på baggrund af dit netværk.
Derudover er det vigtigt, at du altid fremstår attraktiv på eksempelvis LinkedIn, så du skiller dig ud i en ansættelsesproces.
3 gode råd
Uanset din faglige og uddannelsesmæssige baggrund er det altid vigtigt, du dyrker det netværk, du allerede har. Det gør du ved at holde kontakten og eksempelvis interagere med dem på LinkedIn. Derudover er det også vigtigt, at du altid er på udkig efter nye, faglige kontakter, du kan sparre med. Det kan være dem, der måske hjælper dig videre med din karriere på et tidspunkt.
Så for at du kan dyrke dit netværk, får du her tre tips, der hjælper dig til at netværke fornuftigt.
- Giv først: En god netværker er uselvisk. Det handler først og fremmest om at give noget til andre - og så kan man bagefter være heldig at få hjælp retur. Så start med at byde ind med interesse, gode råd, kommentarer og hep, når andre efterspørger det og deler opslag på fx LinkedIn. Når du bidrager positivt overfor andre, er der større sandsynlighed for, at de også vil hjælpe dig retur, når du har brug for det.
- Vær personlig: Uanset om du gerne vil skabe nye kontakter, have et godt råd til en konkret problemstilling i dit nuværende arbejde eller hjælp til at søge nyt job, så får du mest ud af at henvende dig direkte og personligt. At fx sende en enslydende ’vil du ikke dele mit CV’-mail ud til alle dine kontaktpersoner er måske fristende, men effekten vil formentlig være minimal. Prioriter derfor i stedet at formulere dig direkte og personligt til dem, du kontakter.
- Følg op: Efter mødet er det vigtigt at følge op. Skriv fx en e-mail, hvor du fortæller, hvad du har brugt jeres møde til og husk at tilbyde din hjælp, hvis vedkommende har brug for den i en lignende situation. Alle har brug for et godt og aktivt netværk på et tidspunkt, og det kræver vedligeholdelse.
Hvad kan vi hjælpe dig med?
Brug vores søgefunktion og få svar på dine spørgsmål omkring dit ansættelsesforhold, barsel, dagpengeregler, efterløn, ferie, job og karriere m.m.