Et af de mest monumentale skridt som selvstændig er, når du skal lede andre end sig selv. Du skal nemlig tackle overgangen fra kun at være dig selv – til at kunne se virksomheden fra et ledelsesperspektiv.
Med den første ansættelse bliver din arbejdsdag markant forandret. Hvor du før kunne fokusere udelukkende på dig selv og dine kunder, får du nu et helt nyt menneske at skulle forholde dig til – i hele ugens arbejdstid.
Og det slutter ikke dér – for du skal også indberegne tid brugt på administration af løn, nye forsikringer og bekymringer om sygedage og generel trivsel.
Er du klar til det?
Find først ud af, om du overhovedet er interesseret i at lede andre end dig selv
Når du laver din første ansættelse, er du pr. definition leder for andre. Du kommer simpelthen ikke udenom det, og derfor skal du starte med at finde ud af, om du overhovedet vil lede andre – og har behov for det.
- Er du klar til at investere den tid, det kræver at have en fastansat i din virksomhed?
- Er du klar til at stå til ansvar for andre end dig selv?
- Har du behov for flere ansatte, eller er din forretning ikke nået til det punkt endnu?
Som selvstændig kan du på et tidspunkt stå med valget mellem at vækste eller gå i stå – og væksten er ofte betinget af, om du kan få fast ekstra hjælp i virksomheden.
At gå fra at kunne/skulle det hele selv til at skulle uddelegere ansvar og opbygge tillid fra sine medarbejdere, er en udfordrende proces, og det kræver tilvænning og tålmodighed.
Husk på dette: Din arbejdsdag bliver ikke nødvendigvis hverken nemmere eller kortere, fordi du får hjælp fra en ansat – særligt ikke i oplæringsfasen.
Sådan finder du ud af, om du er klar til at lede andre i din virksomhed
Først og fremmest skal du tage et ærligt blik på dig selv og vurdere, om du er irritabel og bekymret af natur.
Hvis du let bliver irriteret, og du ikke kan styre dine reaktioner, er det et problem. Det er nemlig ikke fair at lade det gå ud over dine medarbejdere, som bare gør deres bedste.
Hvis du let bliver bekymret over andres holdning til dig, er det måske for tidligt at blive leder. Som leder skal du leve med, at dine medarbejdere kan blive sure på dig. Kan du ikke det, fører det hurtigt til søvnløse nætter.
Derudover skal du være villig til at acceptere følgende, før du er klar til at blive leder:
- Mere ansvar – både for din virksomheds indtjening (du skal udbetale løn til andre end dig selv) og for dine medarbejderes velbefindende
- Mindre tid til dit "speciale", som du har bygget virksomheden på. Hvis du hyrer en bager til dit bageri, skal du nu bruge mere tid på at lede denne bager og mindre tid på at bage. Hvis du hyrer en tekstforfatter til dit tekstbureau, skal du nu bruge mere tid på at briefe og uddelegere og mindre tid på at skrive
- Sandsynligvis mindre tid til familien og venner. En virksomhed med ansatte er bare noget andet end en virksomhed med kun dig. Kan din work-life balance holde til det?
- At du skal give slip – og hvis du er gør-det-hele-selv-typen, bliver det måske svært.
Følgende skal du have styr på, inden du bliver leder
Der er ikke nødvendigvis tid til lederudvikling i en travl virksomhed. Det ved du som selvstændig alt om.
Derfor kan du med fordel få styr på så meget som muligt, inden du begynder din rejse som leder. Følgende bør du få styr på:
- Hav en vision for din ledelsesstil – og et mål for dine medarbejderes udvikling
- Lav en oversigt over dine styrker og svagheder. Måske kan du nå at opfange dine svage punkter, inden du skal i aktion som leder (hvis du fx ikke kan styre dit temperament, kan du arbejde med det)
- Engager dig i ledelsesnetværk og find en ledelsesmentor, der har været igennem det, du skal igennem nu.
Hvordan tackler du succeser, konflikter, uddelegering af opgaver mv. Er der en bestemt kultur, du gerne vil have til at blomstre i din virksomhed?
Alt dette skal du have styr på – og vi gennemgår det i detaljer i nogle af vores øvrige artikler omkring "Ledelse".