• Skal du ansætte en fleksjobber – eller har du allerede?

    Fleksjobordningen giver mulighed for at fastholde eller ansætte medarbejdere, som har en varigt og væsentligt nedsat arbejdsevne, men som stadig kan bidrage med værdifuldt arbejde – bare på særlige vilkår. 
    fleksjobber

    Skal du ansætte en fleksjobber – eller har du allerede?

Ordningen er en vigtig del af det rummelige arbejdsmarked og kan være en win-win både for medarbejder og arbejdsgiver. Det kan du læse mere om i dette blogindlæg.

Hvad er et fleksjob?

Fleksjob er en ordning for personer, der har en varig og væsentligt nedsat arbejdsevne og derfor ikke kan arbejde på almindelige vilkår. I et fleksjob tager man hensyn til medarbejderens begrænsninger, og kommunen yder løntilskud som kompensation for den nedsatte arbejdsevne.

Vigtigt for dig som arbejdsgiver

Fleksjobbere kan have krav på overenskomstlignende løn- og arbejdsvilkår – også selvom din virksomhed ikke har tiltrådt en overenskomst. Du skal derfor finde en relevant og sammenlignelig overenskomst inden for branchen og følge dens vilkår, fx løn, tillæg, pension og feriefridage. Der vil næsten altid kunne findes en overenskomst, der kan bruges som rettesnor. Overholder du ikke disse vilkår, kan det få konsekvenser og du kan risikere at efterbetale f.eks. løn, tillæg, pension og feriefridage eller godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis. 

Fleksjobbere har som udgangspunkt krav på overenskomstens løn- og arbejdsvilkår

Selvom fleksjob typisk indebærer færre timer og tilpassede opgaver, kan fleksjobbere have ret til løn- og arbejdsvilkår efter en relevant og sammenlignelig overenskomst inden for branchen. Det betyder bl.a., at du skal sikre:

  • Overenskomstmæssig løn
  • Ret til pension, ferie og tillæg
  • Et korrekt og fyldestgørende ansættelsesbevis
  • Gældende opsigelsesvarsler og arbejdsmiljøforhold.

Hvad hvis vilkårene ikke overholdes?

Hvis medarbejderen ikke får, hvad vedkommende har krav på, kan du som arbejdsgiver blive pålagt at efterbetale:

  • Manglende løn
  • Pension
  • Feriefridage
  • Tillæg
  • Godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.

Krav kan rejses op til 5 år tilbage i tid – og i visse tilfælde helt op til 10 år, hvis medarbejderen ikke var bekendt med, at der manglede noget. Det kan derfor blive dyrt at have mangelfulde vilkår – også utilsigtet.

Fordele ved at ansætte en fleksjobber

Det kan være en stor fordel at ansætte en medarbejder i fleksjob:

  • Du får en motiveret medarbejder med kompetencer og erfaring
  • Du bidrager aktivt til et inkluderende og socialt ansvarligt arbejdsmarked
  • Du får løntilskud og fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet
  • Du styrker arbejdsmiljøet og mangfoldigheden i virksomheden.

Har du brug for hjælp?

Hos Frie Selvstændige hjælper vi dig gerne med at sikre, at dine fleksjobansættelser er i orden. Er du i tvivl, om din fleksjobber er ansat korrekt, eller har du brug for hjælp til at lave en ansættelseskontrakt, står vi klar til at rådgive dig på 63 13 85 50.