Du kender det sikkert fra dig selv, når du har startet på en ny arbejdsplads. Du er nervøs for at møde kollegaer, chefen og de nye arbejdsopgaver. Hvad gjorde, at du havde en god oplevelse med din onboarding? Hvad gjorde, at du ikke havde?
Allerede ved at stille de spørgsmål, er du godt i gang med at definere, hvad det vil sige at lave et godt onboarding-forløb for din kommende medarbejder.
Hvorfor bruge tid på onboarding?
Den første tid i et nyt job er afgørende for, om medarbejderen bliver hængende, viser undersøgelser. Det er derfor vigtigt, at du som leder sørger for at få din nye medarbejder godt i gang, så personen har lyst til at blive. En anden god grund til at fokusere på glade medarbejdere er bundlinjen.
Undersøgelser viser også, at medarbejdernes arbejdsglæde kan gøre en stor forskel for virksomhedens bundlinje. Faktisk kan arbejdsglæde øge medarbejdernes produktivitet med op til 12 %, viser en undersøgelse fra University of Warwick.
Der er også en sammenhæng mellem høj produktivitet og et godt arbejdsmiljø, ifølge en rapport fra Nordisk Råd. Og Arbejdstilsynet har også undersøgt emnet og har fundet ud af, at glade medarbejdere er mere motiverede og bedre til at finde løsninger.
Der er altså mange gode grunde til at have fokus på glade medarbejdere.
Hvordan laver du en god onboarding?
Som selvstændig skal du måske til at onboarde din første eller en af dine første medarbejdere. Her er nogle gode råd til, hvordan du bedst griber det an:
Step 1: Fra ansættelse til første dag
Det første arbejde begynder allerede, inden din medarbejder har første arbejdsdag. Her kan du eksempelvis sende et velkomstbrev til din nye medarbejder. Med i velkomstbrevet kan du skrive en personlig hilsen, fortælle om din virksomhed, hvad der skal ske første arbejdsdag, hvordan personen finder frem til virksomheden, parkeringsforhold osv.
Overvej, hvilke oplysninger du selv ville være glad for at få, inden du skulle starte nyt arbejde i din virksomhed. Du kan også invitere til et uformelt møde i ugen op til den første arbejdsdag eller opfordre til, at I kan følge hinanden på sociale medier.
Step 2: De første par uger
De første dage vil være fyldt med en masse praktiske ting, som din nye medarbejder skal sættes ind i. Sørg for, at der er lagt en god plan for din nye medarbejder, så vedkommende føler, at der er styr på det og føler sig velkommen. Hav konkrete opgaver klar og sørg for, at personen har det udstyr og de adgangskoder, der er brug for.
I de første par uger kan du med fordel have fokus på disse tre områder:
- Sørg for, at din nye medarbejder føler sig sikker og har indsigt i, hvilken virksomhed personen er blevet en del af.
- Begge parter ønsker, at den nye medarbejder bliver en succes, så sørg for at klæde din nye medarbejder godt på til at blive en succes. Fortæl om din virksomhed, dine produkter og markedet.
- Forsøg så hurtigt som muligt at få medarbejderen til at føle sig som en del af din lille virksomhed. Sæt ord på, hvilken rolle personen skal spille.
Step 3: Følg op løbende
Når din medarbejder (forhåbentligt) har fundet sig godt til rette i din virksomhed, er den første del af onboardingen ved at være til ende. Men der er stadig arbejde for dig. Sørg for løbende at følge op på din nye medarbejders arbejde. Det kan eksempelvis ske gennem medarbejderudviklingssamtaler (MUS).
Selvom du måske kun har en eller få medarbejdere, er det vigtigt løbende at give og modtage feedback fra dine medarbejdere. Dine medarbejdere er nemlig afgørende for succesen i din virksomhed. Det er også en god måde at komme konflikter i personaleforholdet i forkøbet på.
Har du brug for hjælp?
Har du eller skal du til at ansætte en ny medarbejder, så står vores virksomhedsrådgivere fra Frie Selvstændige klar til at hjælpe dig. Kontakt os på 63 13 85 50.
Du kan med fordel også læse vores drejebøge Din første medarbejder og Få succes med dit lederskab.