Trivsel på jobbet er et vigtigt succesparameter hos mange virksomheder – og det er da også essentielt for høj jobperformance.
Alligevel er mange danskeres trivsel på jobbet ikke, som den bør være. Men behøver det nødvendigvis være sådan? Ikke, hvis du spørger os, og her får du fem gode råd til en større trivsel på jobbet.
Råd 1: Vær sikker på, at du sidder det rigtige sted
Du kan ikke trives på jobbet, hvis du fundamentalt ikke har det rigtige job. Det kan lyde banalt, men faktisk er det mere kompliceret end som så.
For nogle gange kan det være små nuancer, der gør, at du føler dig utilpas i din stilling. Og måske gør de nuancer, at du blot føler dig i tvivl og ikke er sikker på, at du er det forkerte sted. Og hvis det ”kun” er en nagende tvivl, kan det være svært at tage handling.
For er græsset overhovedet grønnere på den anden side?
Måske behøver du ikke nødvendigvis at skifte job, men i stedet bare skifte stilling. Det kan være, at der er en relativt nem vej til at skifte internt til en ny afdeling?
Uanset hvad, bør du altid kunne tage en snak med din chef om det. Din chefs prioritet er nemlig i høj grad også, at du trives – både fordi din chef gerne skulle bekymre sig om din personlige trivsel, men også fordi din trivsel i sidste ende påvirker dit output på jobbet.
Måske kan et skifte ikke lade sig gøre lige nu, men forhåbentlig kan du finde en måde at arbejde hen imod, at det en dag kan.
Råd 2: Få styr på dine arbejdsvaner
En god, effektiv arbejdsdag er en dag, hvor du føler, at du når det, du skal – uden at have hverken for meget eller for lidt at lave.
Men hvis du ikke har styr på jobvanerne, kan tiden hurtigt løbe fra dig.
Ofte er grunde til manglende trivsel, at vi konstant bliver forstyrret hist og her. Små forstyrrelser som fx:
- En mail, der tikker ind
- En kollega, der afbryder din koncentration
- Håndværkeren, der ringer
- Et langt, ligegyldigt møde, du ikke burde have været med til.
Forstyrrelser som disse er simpelthen drænende for motivationen.
Vores råd er, at du tager kontrol over din arbejdsdag. Hav bestemte tidspunkter, du afsætter til fordybelse i dine kerneopgaver. Og sørg samtidig for, at du giver dig selv plads til adspredelser såsom den gode dialog med en kollega.
Med andre ord: Få styr på de vaner, der styrer din arbejdsdag – og du vil igen føle dig i kontrol og øge din trivsel.
Råd 3: Find plads til kreativitet, udforskning – og fejl
Som travle, professionelle mennesker kan vi godt en gang imellem glemme, hvorfor vi arbejder med det, vi gør. Hvad var det, der tiltrak os til vores fagområde i sin tid? Og kan vi finde tilbage til den kreativitet og glæde, der dengang drev processen for os?
For at få kreativitetens glæde tilbage skal du sørge for at være et sted, hvor det er okay at lave fejl. Der er ikke noget, der kan dræbe arbejdslysten og trivslen som et sted, hvor fejl straffes hårdt og brutalt.
Selvfølgelig skal du ikke bevidst gå efter at mislykkes med en opgave, men der skal være plads til at stræbe efter det ekstraordinære, og på vejen dertil kan der, naturligvis, ske fejl.
Det er også i virksomhedens interesse, at du føler dig komfortabel nok til at bruge din kreativitet. For faktisk er det en af de største faldgruber for succesfulde virksomheder, når vigtige medarbejdere pludselig ikke tør begå fejl længere.
Råd 4: Hav både personlig og faglig sparring med folk, du respekterer
Vi går selvfølgelig grundlæggende på arbejde for at forsørge os selv og vores familie – men vi gør det også for at udvikle os både fagligt og personligt. Personlig og faglig udvikling gør arbejdsdagen mere meningsfyldt og spændende, og derfor skal det prioriteres.
Heldigvis behøver din udviklingsrejse ikke være en ensom affære. Du kan nemlig sagtens gøre det i fællesskab med folkene omkring dig – hvor de mest oplagte er dine kollegaer og chefer.
Den gode, udviklende samtale kan komme, når du mindst venter det. Til frokost, ude ved kaffemaskinen eller efter arbejdet. Opsøg den, forhold dig åben, og lad dig overraske.
Råd 5: Hav en sund adskillelse mellem job og fritid
Når du er på arbejde, er du på arbejde. Og når du går hjem, har du fri. Sørg for at holde denne balance.
En god måde at lykkes med dette på er fx at have en arbejdstelefon og en privat telefon. Arbejdstelefonen holdes i så fald slukket, når du går hjem fra arbejde.
På samme måde kan du sætte regler for dig selv om, at du ikke svarer på mails, når du er gået hjem fra arbejde.
Det allerbedste hertil ville være, at din arbejdsplads laver denne regel for dig, så du ikke får dårlig samvittighed over at gøre det. Og meget tyder på, at det er en god ide – så god, at der kan være lovgivning på vej på området.
Skal vi tale om din trivsel?
Hvis du har brug for hjælp til at øge din trivsel på jobbet, er du altid velkommen til at kontakte en af vores karriererådgivere på 63 13 85 50. Trivsel på arbejdspladsen er en af de absolutte mærkesager hos Frie, og det er derfor noget, vi prioriterer højt i vores medlemsstøtte.