• Erhvervskonto til alle!

    Folketinget vedtog en ny lov pr. 1. januar 2025, der giver alle erhvervsdrivende ret til at få en konto i banken.

    Erhvervskonto

    Erhvervskonto til alle!

Lovændringen var en kæmpe sejr for iværksætteri i Danmark, som vi hos Frie Selvstændige havde set frem til og sætter stor pris på. En erhvervskonto er jo en hjørnesten for en selvstændig, så de har et sted at indsætte deres indtjening og betale deres regninger fra. Og mange selvstændige har igennem tiden haft udfordringer med at få en erhvervskonto i deres bank. Dette på trods af, at bankerne mange gange har stillet krav til den erhvervsdrivende om netop en erhvervskonto i relation til deres virksomhed.



Udfordringen for mange selvstændige har været adgang til en helt simpel erhvervskonto til deres virksomhed. Denne udfordring håber vi, er løst nu, siger Claus Jeppesen, erhvervskonsulent hos Frie Selvstændige.

Hvad indebærer den nye lov?

Den nye lov giver vigtige rettigheder til både virksomheder og foreninger:

  • Ret til en basal erhvervskonto: Alle erhvervsdrivende og foreninger har ret til at få en konto, som kan bruges til betalinger og som NemKonto.
  • Hurtigere behandlingstid: Banker skal behandle ansøgninger om en basal erhvervskonto inden for 10 arbejdsdage – forudsat at al nødvendig dokumentation er indsendt.
  • Tydelige afvisningskriterier: En bank må kun afvise ansøgningen, hvis der er en konkret mistanke om hvidvask eller økonomisk kriminalitet. Hvis du får afslag, har du mulighed for at klage.

Hvilke banker er omfattet?

Kravet om at tilbyde en basal erhvervskonto gælder Danmarks største banker, de såkaldte systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI’er). Det gælder følgende banker: Danske Bank, Nordea, Jyske Bank, Sydbank, Spar Nord Bank, og Arbejdernes Landsbank.

Sådan forbereder du din ansøgning

Hvis du har haft udfordringer med at få en erhvervskonto, kan det være en fordel at være godt forberedt. Du bør have følgende dokumenter klar:

  • CVR-nummer og dokumentation for virksomhedsregistrering
  • Information om ejerstruktur og virksomhedens aktiviteter
  • ID-dokumenter for virksomhedens ejere
  • Eventuel forretningsplan eller anden dokumentation for virksomhedens formål
  • Dine forventninger til virksomhedens udvikling – fx omsætning og kundebase det første år

Tip: En grundig og veldokumenteret ansøgning øger dine chancer for at få kontoen godkendt. Det kan være vanskeligt at få genoptaget en afvist ansøgning, så det betaler sig at gøre det rigtigt første gang.

Har du brug for en erhvervskonto?

Du kan ansøge om en erhvervskonto via formularen på denne side. Har du spørgsmål eller brug for hjælp til at komme i gang, kan du kontakte Finklusiv.

(Denne artikel er opdateret den 26. juni 2025 i samarbejde med Marie Birna Olafsdottir fra Finklusiv – en socialøkonomisk virksomhed, der arbejder for at sikre lige adgang til erhvervskonti for alle iværksættere i Danmark.).