• Nyuddannede Caroline sprang ud som selvstændig

    splash-green-interview-524x524

    Det kan virke skræmmende at blive selvstændig som nyuddannet. Det var det også for 26-årige Caroline Gram. Men hun tog springet og har ikke fortrudt det.

    Er du nyuddannet, og overvejer du at blive selvstændig, så bliv inspireret af Carolines historie her.

    Caroline Gram

    Nyuddannede Caroline sprang ud som selvstændig

    splash-green-interview-524x524

Caroline Gram havde ikke tænkt, at livet som selvstændig var en vej for hende. Men gennem sin virksomhedspraktik og netværk på et kontorfællesskab, fik hun modet til at springe ud i det.

Der har været udfordringer, men alt i alt er hun glad for, at hun turde at give det en chance. Man skal bare være sig selv og gøre det, der føles bedst for én, fortæller hun.

"Man skal da have mere erfaring som selvstændig"

Ligesom så mange andre nyuddannede havde Caroline fra Aarhus svært at finde et fast job. Der var altid mange om buddet, når hun sendte en ansøgning til en kommunikationsstilling. Derfor valgte hun at sige ja til virksomhedspraktik og efterfølgende løntilskud, hvor hun bl.a. blev en del af kontorfællesskabet Officelab i Lystrup ved Aarhus. Det var her, hun blev inspireret til at overveje livet som selvstændig.

– Jeg kom ikke selv på, at jeg kunne begynde som selvstændig. Flere fra kontorfællesskabet sagde, at de kunne bruge sådan én som mig en gang imellem, hvis jeg gik freelance. Jeg havde aldrig tænkt, at det var en mulighed. Det virkede både spændende og skræmmende på samme tid, fortæller hun og fortsætter:

– I første omgang tænkte jeg, at jeg ikke kunne finde ud af det. Man skal da have mere erfaring som selvstændig. Jeg var nok heller ikke gammel nok, og var der overhovedet nogen, der ville lytte til en nyuddannet?, tilføjer hun.

Selvstændig virksomhed kunne være vejen til erfaring

Efter at have overvejet det noget tid, begyndte Caroline at se fordelene ved at prøve livet som selvstændig af.

 

Jeg tænkte, at jeg kunne bruge mit arbejde som selvstændig til at få den erfaring, som jeg fik afslag på gennem mine ansøgninger. Det værste, der kunne ske, var, at jeg ikke havde lyst til det mere efter et års tid, og så ville jeg have fået erfaring på mit CV. Caroline Gram.


Januar 2021 valgte hun derfor at gå efter at blive selvstændig inden for kommunikation og marketing med sin virksomhed Cilo Gram Communication.

Motivationen er at lave de fede opgaver

Her lidt over et år efter kører Carolines virksomhed over al forventning.

– Jeg synes, det er gået stærkt, og jeg er helt overvældet over det. Mange spørger mig, hvad mine planer er om fem år. Vil jeg lave et bureau eller ansætte medarbejdere? Det ved jeg ikke. Det kan godt være. Men det er ikke ambitionen med min virksomhed. Min motivation er hele tiden, at jeg laver de opgaver, som jeg synes er fede, og så skærer jeg de andre fra. Der skal selvfølgelig også nogle halvfede opgaver til at holde sammen på virksomheden økonomisk, men det vigtigste er, at de fede opgaver er de primære, siger hun.

Carolines 9 gode råd til dig, der er nyuddannet og drømmer om at springe ud som selvstændig

  1. Som nyuddannet kan du byde ind med den nyeste viden - og sætte den i spil
    Som nyuddannet føler du måske, at du mangler erfaring med at lave opgaver for dine kunder. Det troede Caroline også i starten, men sådan har hun det ikke længere.

    – Jeg bruger meget af det, jeg har lært på uni, i mit arbejde. Jeg kan vælge de opgaver, der passer ind i det, jeg har lært, og er god til. Du skal ikke være bange for at være nyuddannet. Du har jo den nyeste viden inden for dit fagområde. Og fra studietiden har du brugt fem år på at strukturere din hverdag og træne selvdisciplin. Det handler om, at du skal stole på, at det, du har lært, er godt nok, siger hun.
  2. Ingen selvstændige har styr på alting
    Du skal nok finde svar på de ting, du er i tvivl om. Tag det én ting ad gangen. Spørg dit netværk eller Google til råds eller ræk ud til nogen, der kan rådgive dig i processen.

    – Jeg er et planlægningsmenneske, og jeg elsker to-do-lister. I starten var det skræmmende ikke at vide, hvordan jeg gjorde det hele. Men når jeg faldt over noget, som jeg skulle have undersøgt, så skrev jeg det på min liste, og så fandt jeg ud af det, når det passede ind i mit arbejde. Jeg har lært at tage det mere, som det kommer, siger hun.
  3. Vær forberedt på, at det går op og ned
    Livet som selvstændigt er mere usikkert end et klassisk lønmodtagerjob. På godt og ondt.

    – I løbet af sommerferien 2021 begyndte det at blive meget stille med opgaver. Det gav en knude i maven, fordi jeg begyndte at få svært ved at få det til at hænge sammen. Jeg kan tydeligt huske, at jeg om mandagen søgte på deltidsjob på Jobindex, og om fredagen havde jeg sagt ja til så mange nye opgaver, at jeg ikke vidste, om jeg kunne nå det hele. Det gik vildt stærkt, og det var både skørt og fedt. Det er charmen ved at være selvstændig, men det skal man selvfølgelig kunne være i, siger hun.
  4. Find ud af, hvad du kan tilbyde dine kunder
    Et godt sted at starte er, hvad du gerne vil tilbyde, og hvem dine kunder er. Så er du nemlig klar til at svare, når dit nuværende netværk – familie og venner – spørger til, hvad du laver. Det man også kan kalde din elevator-pitch.

    Hvis dit netværk ved, hvad du kan tilbyde, er det nemmere for dem at hjælpe dig.
  5. Brug dit netværk
    Netværk har været altafgørende for Carolines virksomhed. Hun har dyrket netværket gennem sit kontorfællesskab, erhvervs- og salgsnetværk, netværksarrangementer og ved at være aktiv på LinkedIn.

    – Jeg oplevede, at kunderne kom af sig selv, fordi mit netværk anbefalede mig, fordi de kunne stå inde for mig og mit arbejde. Jeg behøvede ikke at lave en masse reklame for min virksomhed. Hvis du plejer dit netværk godt og giver noget den anden vej, så kommer kunderne af sig selv, fortæller hun.
  6. Tag det i dit eget tempo
    Det hele behøver ikke at ske i dag. Når nogen spørger dig til en opgave, behøver det ikke ske lige nu og her. Det er der ingen, der forventer.

    – Da jeg startede, fik jeg at vide, at det var vigtigt, at jeg fik lavet en hjemmeside hurtigst muligt. Og det gjorde jeg også, men jeg blev aldrig rigtigt tilfreds med den. I starten skyndte jeg mig også at få bogført faktura og bilag med det samme. Men jeg behøvede jo ikke at skynde mig så meget, når man først afregner moms tre måneder efter, siger hun.
  7. Overvej, hvordan du vil strukturere din hverdag
    For Caroline er det vigtigt, at hendes arbejdsdag er forholdsvis struktureret.

    – Inden du springer ud som selvstændig, skal du gøre op med dig selv, om det passer ind i dit liv. Det kræver noget fleksibilitet. Jeg har valgt primært at arbejde fra 8-16 og holde helt fri i weekenderne. Så må kunderne vente, til jeg har tid. Men andre kan godt lide at arbejde aftener og weekender, så man skal gøre det, som fungerer bedst for én selv, siger hun.
  8. Du behøver ikke stå med det hele selv
    Sørg for at gøre tingene nemt for dig selv. Og betal dig fra det, hvis du har brug for ekstra hjælp.

    – Jeg har valgt et regnskabssystem, som gør det meste af arbejdet for mig. Og så har jeg en bogholder ved siden af, som jeg trækker på, hvis jeg er i tvivl om noget. Jeg har også fået hjælp til at forbedre min hjemmeside, så jeg er blevet tilfreds med den, siger hun.
  9. Overvej en praktikant
    Du kan også overveje, om en praktikant kunne være en hjælp i din virksomhed.

    – Prioriteringen af kommunikation i forhold til min egen virksomhed, blev hele tiden flyttet ned ad min to-do-liste. Jeg valgte derfor at få en virksomhedspraktikant i fire uger, der hjalp mig med at lave min hjemmeside og andre småting. Det var vigtigt for mig, at min praktikant fik en masse læring med på vejen, så hun forhåbentligt kunne få værdifuld erfaring til hendes jobsøgning. Man skal være klar på, at det er en ny måde at arbejde på, hvis man vælger at få en praktikant. Man skal sørge for, at det bliver en win-win, og at det ikke ”bare” er gratis arbejdskraft, siger hun.

Kontakt os

Har du brug for sparring, så sidder Frie Selvstændiges erhvervsrådgivere klar til at hjælpe dig godt i gang. Ring til os på 63 13 85 50.