• Trivsel starter med dig selv

    splash-green-trives-du-524x524
    Hvis du vil lykkes som selvstændig, skal du trives i dit arbejde – også selvom der ikke er nogen HR-afdeling til at sørge for netop det.
    Trivsel starter med dig selv

    Trivsel starter med dig selv

    splash-green-trives-du-524x524

Heldigvis er danske selvstændige generelt glade for at være det. Hvor kun 10 % af danske lønmodtagere ikke drømmer om at ændre deres arbejdsliv, gælder det for 39 % af de selvstændige.

Det er dog ikke lutter glade dage, da undersøgelsen også viser, at livet som selvstændig kan være præget af bekymringer om sygdom og økonomisk usikkerhed.

Selvom du kun er dig, og du har det ultimative ansvar for det forretningsmæssige og alt rundt om, er det vigtigt, at du behandler dig selv som din vigtigste ansatte. En ansat, du holder af og vil det bedste.

Hvorfor er det vigtigt at trives som selvstændig?

Du kan være en superstjerne, arbejde med høj energi og koncentration og løse dine opgaver med bravur. Men hvis du er trist, når du går på arbejde, kan det hele pludselig være lidt ligegyldigt.

Hvis du ikke prioriterer din trivsel, kan du brænde ud, og du vil få sværere ved at drive virksomheden på samme niveau. For hvad er din virksomhed uden dig? Og er de personlige omkostninger ved manglende trivsel det værd?

At opnå oprigtig trivsel på arbejdet er dog ikke så enkelt, som det måske burde være. Det kræver nemlig, at du kender dig selv – og dermed lærer dine unikke behov at kende.

Det kommer du længst med – og processen starter med at lære dig selv at kende.

Hvorfor skal du kende dig selv for at trives?

Der hersker ofte en diskurs i medierne og offentligheden, at en rigtig selvstændig, iværksætter-arketypen, skal arbejde 100 timer om ugen uden overhovedet at tænke over det.

Der er stor forskel på selvstændige, og der findes masser af selvstændige, der også vil have god tid til andet end arbejde. Det er sådan, de trives – hvor nogle selvstændige trives med at arbejde nærmest uafbrudt.

Det vigtigste er, at du føler dig godt tilpas – og derfor skal der også fokus på medarbejderpleje i din virksomhed. Også selvom du kun er dig selv.

Lav løbende evalueringer – hvordan er arbejdsugen gået?

En god måde at undersøge din trivsel på er at lave en evaluering af ugens gang. Du kan simpelthen sætte dig ned og kigge tilbage på ugen og vurdere, hvordan den er gået.

Når du har gjort det nogle uger i træk, har du et godt sammenligningsgrundlag, som du kan kigge på.

  • Hvad har de gode uger været præget af?
  • Hvad med de dårlige?
  • Kan du tage elementer fra de gode uger og proppe dem ind i de dårlige?
  • Kan du eliminere de elementer, der gør de dårlige uger dårlige?

Det kan være fint at gå metodisk til værks, hvis du oplever, at din trivsel svinger fra uge til uge.

Tjekliste: Bliv bevidst om, hvad der får dig til at trives som selvstændig

Dette punkt kommer lidt i forlængelse af det forrige. Her går du blot mere detaljeret til værks og lægger i løbet af dagen mærke til, hvordan din trivsel varierer.

Læg mærke til de tidspunkter på dagen, hvor du har det godt/bedst:

  • Er det efter, at du har prioriteret dagens sværeste opgave og løst den med fuldt fokus?
  • Er det efter en lang telefonsamtale med en god kunde, hvor I også har plads til at vende løst og fast?
  • Er det efter en god frokost med dine ”konkollegaer”, sparringspartnere, din mentor?
  • Er det, når du har god tid til at ses med familie og venner – og rammer en god work-life balance?

Læg mærke til de tidspunkter på dagen, hvor du har det dårligt/værst:

  • Er det efter en samtale med en kunde, der konstant brokker sig og samtidig betaler dårligt?
  • Er det, når du bruger for meget tid på at svare på mails, som går ud over kvaliteten af dine opgaver?
  • Er det, når du fokuserer på for mange ting på én gang?

Det kan være en god idé at skrive disse ting ned. Vi har det med at huske ting bedre, når vi skriver dem ned. Og så kan du altid genlæse dem, hvis du rammes af mistrivsel og vil vende tilbage til de ting, der tidligere har øget din trivsel.

Roen skal findes indefra – det er dit ansvar at sætte rammer og grænser

Som selvstændig er du ofte mere alene, end du ville være som lønmodtager. Det er derfor i sidste ende op til dig at sikre din trivsel.

Det er dit ansvar at sætte de rammer og grænser, der skal sikre, at du trives. Du skal beslutte, hvornår arbejdet ikke længere er sjovt og sundt, og hvornår det hele bliver for meget. For der kommer ikke nogen og gør det for dig.

Husk dog, at du altid kan søge hjælp hos andre – og faktisk er det ofte en god idé at få et sæt øjne udefra til at vurdere din situation. En udefrakommende har det nemlig med at spotte de ting, du ikke selv ser.