• Jeg værner om balancen

    splash-green-interview-524x524
    For Linda Oline Schou, selvstændig psykolog, er der ingen vej uden om. Hvis hun skal være noget for andre, så skal hun passe på sig selv.
    Linda Oline Schou

    Jeg værner om balancen

    splash-green-interview-524x524

Selvstændig psykolog Linda Oline Schou tog for flere år siden en klar beslutning. Hvis hun skal være noget for andre, er hun nødt til at passe på mig selv. Det indebærer blandt andet, at hun kun arbejder i dagtimerne, selvom mange klienter gerne vil mødes eftermiddag eller aften. Og hun har aldrig klienter i weekenden.

– Det er vigtigt, at jeg er tro mod mig selv. I starten gik jeg mere på kompromis og havde også klienter om aftenen. Men i dag har jeg det arbejde, jeg gerne vil have. Og jeg har fået den erfaring, at jeg tjener nok ved at arbejde sådan her. Jeg forsøger at skabe en god balance for mig selv ved at holde fast i det, der er vigtigt for mig. Så kan jeg også levere en bedre vare, fortæller Linda Oline Schou, der har været psykolog siden 2007.

Kan mærke, når energien mangler

Linda har altid gerne villet været selvstændig, og de seneste 10 år har hun haft privat praksis. I begyndelsen turde hun ikke udleve sit liv som selvstændig 100 procent, så der havde hun også en deltidsstilling på et sygehus.

Hun er en del af en sammenbragt familie med tre børn på 8, 11 og 15 år, og som børnefamilie kender hun alt til det store puslespil, der skal lægges uge efter uge.

– Så jeg kan mærke, når jeg ikke har energien. Derfor er det vigtigt for mig, at min arbejdstid er afgrænset. Det betyder, at når jeg er hjemme, så er det familien, der er i fokus, siger Linda Oline Schou.

Hun har derfor valgt at arbejde maksimalt 30 timer om ugen og oplever, at arbejdsmængden er passende, og at det er rart kun at fokusere på ét arbejdssted.

En af de måder, hun afgrænser sin arbejdstid på, er, at hendes telefontid slutter klokken 16. Derefter tager hun den ganske enkelt ikke. Det er vigtigt for hende at signalere åbningstiderne over for klienterne.

Jeg skal have noget at give

Som psykolog bruger hun sig selv hele tiden, og det er ekstra vigtigt at være ovenpå.

 

Jeg værner om balancen. Jeg er i kontakt med andre mennesker hver dag, og jeg skal have noget at give af. Så jeg passer på mig selv. I fortravlede eller hårde perioder lægger jeg nogle fridage ind. Jeg har prøvet at indføre én fridag om måneden. Det er nemmere nu, hvor børnene er ældre og har deres egne fritidsinteresser. Linda Oline Schou.

Netop når det kommer til fridage og brug for luft, giver det mening for hende at være selvstændig.

– Så kan jeg skabe det scenarie, jeg gerne vil. Ofte laver jeg noget administrativt på mine fridage, men det gør ikke noget. Det, der er vigtigt, er, at jeg prioriterer noget alenetid. Det kan være en gåtur eller at lave noget sammen med min mand. Vi har for nylig indført at holde fredagsfri sammen én gang om måneden, siger hun.

Indtil videre er det ikke lykkedes hver gang, men hun og hendes mand prøver at lægge det ind i kalenderen.

Hjælper at dyrke sport

Indimellem er sagerne på arbejdet komplicerede, og så kræver det noget ekstra af hende. Heldigvis har hun gode kollegaer at sparre med. Så når læsset engang imellem vælter, er det som regel summen af pres på arbejde og privat.

– Det kan jeg ikke holde til. Da mine børn var mindre og fx blev syge, kunne jeg være oppe om natten med dem. Jeg havde gode bedsteforældre, der tog over, men jeg burde være blevet hjemme. Det er en hårdfin balance, hvornår det bliver for meget, siger Linda Oline Schou og fortsætter:

– Jeg forsøger at ramme den rigtige balance. Og med det arbejde, jeg har, er det vigtigt for mig at dyrke sport, hvilket jeg bestræber mig på at gøre fire gange om ugen. Det giver luft til hovedet, og så får jeg nogle andre tanker, når der sker noget med kroppen, forklarer Linda Oline Schou.

Lært at sige nej

Som alle andre, der dribler rundt i en hverdag med arbejde og familie, ramler det indimellem for hende. Sådan er det. Men hun er bevidst om, at det er vigtigt at holde fokus på balancen. Det sker langt fra altid, men hun bestræber sig på at justere rammerne og stramme op løbende. På hjemmefronten har familien for nylig købt et sommerhus. Set udefra er det endnu en ting, der stjæler tid, men samtidig giver det en masse glæde.

I hverdagen sørger hun for at få sovet nok. Hun kan finde på at sige ja til ting, fx en undervisningsopgave, fordi det lyder spændende. Men omvendt kræver det mere af hende ressourcemæssigt. Som så meget andet er det en balance, hvor meget hun siger ja til.

– Nu har jeg lært at sige nej til arbejdsrelationer, som ikke er gunstige for mig. Det har jeg lært i takt med, at jeg er blevet mere tryg i min faglighed, fortæller Linda Oline Schou.

3 gode råd om work-life balance fra Linda Oline Schou:

  • Stop op og gør status med jævne mellemrum. Spørg dig selv: Fungerer balancen for mig og for det liv, jeg gerne vil leve. Har jeg overskud til de mennesker, der betyder noget?
  • Find nogle måder at lade op på. Det kan være sport, men det kan også være alenetid.
  • Som selvstændig er du i en unik position, hvor du kan vælge de arbejdsopgaver, som du kan lide, og som gør dig glad. Det skal give mening for dig.