"Desværre, vi har valgt en anden kandidat til jobbet end dig."
Et afslag kan godt slå dig ud og give anledning til sortsyn. Særligt i timerne og dagene efter det er modtaget. Det gælder især, hvis du endda var nået hele vejen til første og måske anden samtale.
Er det tilfældet, skal du dog huske at ranke ryggen og klappe dig selv på skulderen. Ofte er der mange – måske over 100 ansøgere til et job – og kom du til samtale, har du altså slået mange af dem i det indledende løb.
Det er flot og værd at huske sig selv på: For kan du komme til én samtale, kan du også komme til flere.
Og faktisk kan et afslag være med til at ruste dig bedre til næste gang, du sidder i den varme stol og skal overbevise arbejdsgiveren om at vælge dig.
Det kommer vi ind på i denne artikel, hvor du kan læse om:
- Hvordan du finder det positive i afslaget, som du kan arbejde videre med
- Hvordan du skelner mellem din person og dine faglige profil
- Hvordan kan du holde humøret oppe på trods af afslag og evt. lediggang.
Op på hesten igen og find det positive
Først skal det siges, at det er helt naturligt at være ked af det og skuffet, når du ikke får det job, du måske havde drømt om. Og du skal give dig selv lov til at være ked af det, så du nemmere og hurtigere kan bearbejde det.
Men når de værste frustrationer har lagt sig, skal du op på hesten igen og søge videre. Og her skal du bruge kræfter på at finde ud af, hvordan du kan gøre det endnu bedre næste gang.
Og det gør du ved at vende afslaget til brugbar viden.
Så i stedet for at bruge dage og uger på at gruble over, hvad du kunne have gjort anderledes, kan du med fordel kontakte arbejdsgiveren og høre dem, hvorfor de valgte den anden til og dig fra, hvis ikke du allerede har fået svar på det.
Det giver dig nemlig følgende fordele:
- Større indsigt i dine styrker og svagheder i konkurrencen med de andre
- Forståelse af, hvordan din profil opfattes af andre, og hvor du kan styrke den
- Indsigt i, hvordan du bedre kan sælge dig selv bedre gang
- Afklaring om, hvordan din profil og baggrund passer til de jobs, du søger.
Med viden om ovenstående kan du finde det positive i afslaget i form af indsigt i, hvor du i forvejen står stærkt, og hvor du bedre kan forberede dig og målrette din jobansøgning fremadrettet.
Du blev ikke valgt fra – en anden blev valgt til
Dette punkt er meget vigtigt at huske dig selv på. Virksomheden valgte nemlig en anden kandidat til. Og dig og de andre ansøgere fra. Det betyder, at der bestemt ikke behøver være noget i vejen med hverken dig som person, din profil eller dine kompetencer.
Og når virksomheden vælger en anden kandidat til, vil det typisk dreje sig om en eller flere af nedenstående overvejelser:
- Faglige kvalifikationer
- Mere erfaring
- Kemien mellem parterne
- Teamsammensætning (hvilken profil/type de helst så komplimentere det nuværende team).
Der er altså mange ting, der kan være det afgørende element i beslutningen om at vælge en anden end dig. Også ting, du ikke er herre over såsom en anden kandidat med mere relevant erfaring end dig.
Sådan er det bare nogle gange. Det afgørende er, at du husker dig selv på, at du er god nok, og at det rette match venter på dig. Og det er netop også vigtigt at huske. Matchet skal være rigtigt begge veje, og bliver man valgt fra, kan det også skyldes, at arbejdsgiveren har kunnet se, at det pågældende job ikke var det rigtige for dig.
Det kan der være mange årsager til, men ofte vil man opleve, at man – når det rigtige job endeligt kommer – faktisk er glad for, at man ikke fik det, man tidligere var trist over ikke blev til noget.
Hold humøret oppe
Det siger dog sig selv, at det ikke er den nemmeste opgave i verden at holde humøret oppe, hvis du gentagne gange modtager afslag på dine jobsøgninger. Det gælder både, hvis du går ledig eller meget gerne vil videre fra dit nuværende job.
Men udover naturligvis at skrive nye ansøgninger, så du hele tiden har skibe i søen, skal du også huske på, at tiden som ledig er en tid med muligheder, som du kan udnytte.
Bl.a. er der følgende ting, du kan gøre:
- Tal med din fagforening. Som medlem af Frie kan du få råd og sparring til, hvordan du bedst udnytter tiden som ledig, og hvordan du med fordel kan forbedre og målrette din jobsøgning. Dette er absolut også relevant, hvis du i forvejen har et job.
- Brug tiden på at netværke. Udover jobsøgning via opslag er netværk en god måde at nærme sig et job og blive klogere på, hvor der kan gemme sig muligheder.
- Hold dig beskæftiget. Som et lyspunkt skal du som ledig huske på, at tiden mellem jobs eller inden, du lander dit første arbejde, er en tid, hvor du rent faktisk kan bruge noget tid på det, der ellers kan være svært at nå. Det kan være sport, hobbyer, kortere ture, besøg hos venner og familie. Kort sagt alt det, der ikke drejer sig om arbejde.
Og så er du ganske enkelt nødt til at blive ved med at tro på, at det nok skal lykkes. Og du skal ligeledes være insisterende på hele tiden at finde ud af, hvad du kan gøre bedre, og arbejde i den retning. I den proces kan både dit netværk, dine venner og din fagforening være uvurderlige støtter.
Skal vi hjælpe dig med at vende afslag til resultater?
Har du endnu ikke haft held med at lande jobbet, er du bestemt ikke alene. Det sker for næsten alle på et tidspunkt i deres karriere, og af samme årsag er det et område, vi hos Frie har stor erfaring med.
Så vil du være bedre rustet til at lande det næste job, kan du som medlem af Frie få hjælp fra vores dygtige karriererådgivere. De kan hjælpe med alt fra ansøgninger over karriererådgivning til konkrete jobmuligheder. Kontakt os i dag på 63 13 85 50 og hør, hvad vi kan gøre for dig.