• Få en god start efter ferien

    Hygge med familie og venner, en tur på stranden, når vejret tillod det, og et par timer mere på øjet end til hverdag. Vækker det gode minder om en sommerferie, der desværre forsvandt alt, alt for hurtigt?
    faa-en-god-start-efter-ferien

    Få en god start efter ferien

For de fleste danskere er ferien nu forbi, og det er atter blevet tid til at smøre madpakker, aflevere børn og indfinde sig på arbejdspladsen efter en dejlig sommerferie.

Det kan være hårdt at komme i gang igen, så her får du otte gode råd til den bedste start efter ferien.

  1. Få styr på døgnrytmen - Efter uger, hvor du måske har sovet længere end normalt, skal din krop lige vænne sig til at komme tilbage til den faste døgnrytme. Det er muligt at skubbe sin søvn en time pr. dag, så har du fx sovet til klokken 9.00 i ferien i stedet for klokken 6.00 som normalt, så skal du bruge tre dage på at komme "tilbage til normalen".
  2. Trap langsomt op - Din krop og dit sind har forhåbentlig fået tid til at slappe godt af i ferien, så det nytter ikke noget at starte første dag, som var det en hvilken som helst dag på året. Giv dig selv tid til at danne et overblik, prioritere dine opgaver og gå stille og roligt i gang med det vigtigste.
  3. Prøv ikke at indhente det hele på én dag - Det kan ikke lade sig gøre. Så kort kan det siges. Snak med din overordnede om, hvilke forventninger der er den første uge, og hvad du selv mener, er realistisk at nå, så du ikke lægger unødigt pres på dig selv - det har mange en tendens til.
  4. Start med de små opgaver - Efter en lang ferie kan det virke meget uoverskueligt at gå i krig med en stor opgave på arbejdet som det første. Så start stille og roligt op ved at kaste dig over en let og håndgribelig opgave.
  5. Dyrk dine kolleger - Det betyder meget for din arbejdsglæde - både nu og her og i det længere løb - hvis du investerer i dine kollegaer. Snak med dem om, hvad de har lavet i ferien, så det hele ikke går op i forsømt arbejde. Og hvis det kniber med arbejdsopgaverne, så kan de måske også hjælpe med noget, hvis du spørger.
  6. Kig på dine rutiner med fornyet energi - Når vi har været væk fra arbejdet et stykke tid, så er det også en god anledning til at dyrke din kreativitet. Det er faktisk det bedste tidspunkt, da du har været væk og dermed har fået et friskt syn på tingene. Er der noget, der kan gøres smartere?
  7. Lav regler for dit arbejde - Hvis du er en af dem, som direkte gruer for at komme tilbage, så kan det også være det rigtige tidspunkt at ændre nogle usunde rutiner. Arbejder du tit over? Måske skal du love dig selv, at det ikke sker mere. Du kan også lave regler for, hvornår du senest tjekker arbejdsmails, eller hvor meget tid du bruger på møder. Skriv det ned på en seddel, som du har på dit skrivebord.
  8. Beslut dig for at være glad - For at få en god start på jobbet er det vigtigt forinden at beslutte, at du skal være glad og positiv, for så bliver du det også. Du skal selvfølgelig ikke lave om på dig selv, men tænk positivt.

Kilde: Bjarne Toftegaard, stressspecialist og foredragsholder i Forebyg Stress.