Uanset om du er bevidst om det eller ej, fremstår du på en bestemt måde over for andre. Den måde andre opfatter dig på, kan man kalde for dit personlige brand. Ligesom en virksomhed arbejder på at forbedre sit brand, er det også vigtigt, at du arbejder med dit.
Her er et overblik over de punkter, vi kommer igennem:
- Hvad er personlig branding?
- Hvornår brander du dig selv?
- Hvorfor er personlig branding vigtigt?
- Hvad kan du få ud af det?
- Hvem er personlig branding relevant for?
Hvad er personlig branding?
Personlig branding er ikke en ny ting. Det har som begrebet været populært siden 90’erne. Personlig branding handler om, hvordan du fremstår over for andre. Det er med andre ord, den opfattelse andre har af dig. Hvilken person du er, hvilke værdier du har, og hvad du står for. Kort sagt fortællingen om dig.
Alle har et personligt brand. Også selvom de ikke arbejdet aktivt på det. Der er allerede et "aftryk" eller "billede" af dig. En opfattelse som andre har af dig, og den kan du ikke slukke for. Du brander allerede dig selv som “direktør” for din egen virksomhed, som du kunne kalde Mig A/S.
Prøv eksempelvis at google dig selv. Måske har du en profil på sociale medier, er nævnt i en artikel, fremgår på din virksomheds hjemmeside eller noget helt fjerde. Det er et eksempel på dit personlige brand. Undersøg, hvordan du brander dig lige nu gennem guiden her.
Hvornår brander du dig selv?
Et personligt brand er ikke kun online. Det er alt, hvad du siger, hvordan du ser ud, og hvordan du agerer. Det er alle de signaler, du sender til omverdenen om, hvem du er. Uanset om du er på arbejde eller holder fri. Hvis du eksempelvis gerne vil signalere til omverdenen, at du er professionel og har styr på dine ting, så dur det ikke, at du møder på arbejde i en krøllet og forvasket skjorte.
Det er dog vigtigt at pointere, at det ikke handler om at lave om på dig selv. I stedet handler det om at vise verden de sider af dig selv, som du gerne vil anerkendes for. Og gerne de sider af dig, som skiller dig ud fra mængden. På den måde kan du komme tættere på den forfremmelse, du ønsker, de spændende projekter du gerne vil arbejde på eller trænge bedre igennem med et vigtigt budskab.
Personlig branding handler om at fortælle:
- Hvem du er
- Hvad du kan
- Hvad du vil
- Hvad du er passioneret omkring.
Hvorfor er personlig branding vigtigt?
Personlig branding er vigtigt i mange sammenhænge. Eksempelvis tjekker headhuntere, mulige arbejdsgivere og kunder jævnligt profiler, inden de tager kontakt til potentielle kandidater. Derfor er det en fordel, at du tager kontrol over dit personlige brand og arbejder aktivt med det.
Hvad kan du få ud af det?
- Øget synlighed af dine værdier, egenskaber og færdigheder, fx i forbindelse med jobsøgning
- Markedsføring af dig selv, din forretning og generelt at gøre opmærksom på dig selv
- Bevidsthed om dine egne værdier, og hvordan du gerne vil fremstå over for andre
- Mulighed for at sende bevidste og målrettede signaler til omverdenen om, hvem du er
- Anledning til at sætte fokus på de ting, du gerne vil huskes og anerkendes for.
Overvej, hvilke fordele du kunne have af at arbejde på dit personlige brand. Hvad kunne være dit formål med at arbejde med din personlige branding? Hvad ville virkelig give din karriere et skub, hvis du kunne opnå netop det gennem branding?
Hvem er personlig branding relevant for?
Måske tænker du, at personlig branding ikke er relevant for dig. Måske kan du ikke se, hvad du kan få ud af det. Men personlig branding er for alle på tværs af sektorer, brancher og professioner.
Uanset om du er studerende, lønmodtager, leder, iværksætter eller jobsøgende. Alle kan have gavn af at blive bevidste om deres personlig brand og bruge det aktivt til deres fordel.
Du kan vælge aktivt at påvirke andres opfattelse af dig, frem for at lade andre skabe den for dig. Gennem arbejde med dit personlige brand bliver du stærkere og mere autentisk som person. Det gør det nemmere for dig at brænde igennem til jobsamtalen, på sociale medier eller til et vigtigt møde.
Vil du gerne vide mere?
Vil du gerne blive klogere på, hvordan du brander dig selv lige nu, så kan du følge guiden her. Læs også vores guide til, hvordan du lægger en plan for at få det brand, du drømmer om.
Har du brug for hjælp til at blive klogere på dit personlige brand, og hvordan du kan arbejde med det, kan du kontakte en karriererådgiver hos Frie på 63 13 85 50.