Du er sikkert godt klar over, at der er forskel på at have et almindeligt lønmodtagerjob og at starte egen virksomhed. Der er mange ting, du selv skal holde styr på og tage højde for. Det gør, at mange overvejer at tage springet, men at få rent faktisk vælger at gøre det, viser tal fra Danmarks Statistik.
Som væsentlige forhindringer nævner undersøgelsen bl.a. usikre indtjeningsforhold, utilstrækkelig finansieringsmulighed, vanskeligt foreneligt med et familieliv og manglende forretningsidé. De forhindringer peger på nogle af de forskelle, du skal forholde dig til, hvis du vil starte egen virksomhed.
Væsentlige forandringer i dit arbejdsliv
Følgende er blot eksempler på, hvordan dit liv kan ændre sig. Der findes forskellige måder at organisere sig på, så det er ikke sikkert, at alt gælder lige præcis for din situation.
Lønmodtager | Selvstændig | |
---|---|---|
Indbetaling af pension | Gennem din arbejdsgiver | Du skal selv indbetale |
Sundhedsforsikring og forsikring mod tabt arbejdsfortjeneste | Gennem din arbejdsgiver | Du skal selv tegne |
Når du holder ferie | Betalt ferie | Du skal selv betale |
Når du bliver syg | Løn under sygdom | Du kan tegne en forsikring for at få løn fra 1.-13. sygedag. Derefter sygedagpenge |
Når du skal på barsel | (Delvis) løn under barsel | Du skal selv søge om barselsdagpenge og kompensation/barselsudligning |
Hvor meget skal du arbejde? | Typisk 8-16-job fysisk på arbejdspladsen | Du bestemmer selv, hvor og hvornår du arbejder. Ofte længere arbejdsdage |
Hvordan fastsættes din løn? | Løn efter overenskomst, kvalifikationer eller aftale med chefen | Du bestemmer selv lønnen (på godt og ondt) |
Dine sociale relationer | Kolleger på arbejdspladsen | Du skal selv være opsøgende |
Hvem bestemmer dine opgaver? | Du skal ofte lave de opgaver, du bliver stillet (lav selvbestemmelse) | Du er fri til at skabe lige det, du har lyst til (høj selvbestemmelse) |
Hvem får æren for dine succeser? | Det gør chefen oftest (og fiasko) | Du kan selv tage æren for succes (og fiasko) |
Spørg en erhvervskonsulent hos Frie Selvstændige til råds om netop din situation, og hvad et liv som selvstændig vil betyde for dig. Tag også en kig på vores drejebog "Når du stifter virksomhed", hvor vi gennemgår en række af de ting, du skal have styr på som selvstændig.
Familien og dine omgivelser
Som undersøgelsen fra Danmark Statistik pegede på, var det også en udfordring for flere danskere, at det er svært at forene livet som selvstændig med familielivet.
I den første tid som iværksætter med egen virksomhed er der løbende nye praktiske ting, du skal have styr på, mens telefonen ringer med nye kunder. Det vil alt andet lige tage mere af dit nærvær med familien, hvis telefonen ringer midt i aftensmaden, og du er nødt til at tage den for ikke at miste en kunde.
Modsat vil det også kunne påvirke dit humør, hvis telefonen ikke ringer med nye opgaver fra kunder. Du skal altså med andre ord være klar på, at du vil påvirke dine omgivelser på godt og ondt, hvis du skifter det faste og sikre lønmodtagerjob ud med et liv som iværksætter med egen virksomhed.
Har du spørgsmål til din drøm om at blive selvstændig?
Vil du gerne høre mere om, hvad det vil betyde for dig at gå fra lønmodtager til selvstændig, så tag fat i en erhvervskonsulent fra Frie Selvstændige på 63 13 85 50. Vi guider dig igennem alt det, du skal vide som virksomhedsejer, og vi hjælper dig med alt det praktiske. På den måde kan du få tid og overskud til at fokusere på at udvikle din virksomhed.