• Hvordan lærer du bedst?

    vaerd-at-vide-om-laering-524x524
    Vi lærer alle sammen bedst på forskellige måder. Ved at blive bevidst om, hvordan du lærer bedst, kan du styrke din læring og få meget mere ud af din tid og indsats. Bliv inspireret til at finde ud af, hvordan du lærer bedst.
    hvordan-laerer-du-bedst

    Hvordan lærer du bedst?

    vaerd-at-vide-om-laering-524x524

Det er vigtigt, at du sørger for at lære hele dit arbejdsliv. Men hvordan hvordan tilegner du dig egentlig bedst ny viden? Og hvorfor er det vigtigt at undersøge, hvordan du lærer bedst?

Det er vigtigt, fordi det gør det nemmere for dig at lære nye ting fremadrettet. Når du ved, hvad der skal til for, at du lærer bedst, kan du blive endnu mere effektiv i din læring. Men det kræver, at du tager dig tid til at at undersøge, hvad der skal til for, at du får den optimale læringsproces.

Hvordan undersøger du det?

Der findes flere forskellige teorier og modeller, der kan bruges, når du vil undersøge, hvilke læringspræferencer du har. Vi har alle sammen en personlig læringsstil, som er en kompleks blanding af vores biologi, miljø og erfaringer. Den gør, at vi hver især lærer bedre med bestemte læringsmetoder og i bestemte læringsmiljøer. Det kan sammenlignes med, at der i folkeskolen er fokus på, at børnene har forskellige intelligenser, og derfor lærer bedst på forskellige måder.

Eksempler på, hvad din personlige læringsstil kan indeholde:

  • Er du impulsiv og går straks i gang med en opgave, eller foretrækker du at tænke den grundigt igennem, inden går i gang?
  • Kan du bedst lide at lære ved at lytte, se billeder eller video, læse eller være aktiv?
  • Er du god til at motivere dig selv, eller har du behov for motivation fra andre?
  • Er du generelt mest motiveret af at nå et mål i dit arbejde, eller er selve læringen i opgaven vigtigere for dig?
  • Arbejder du bedst alene, i par eller grupper?
  • Foretrækker du, at der er mørkt eller lyst i det lokale, du arbejder i? Skal der være koldt eller varmt?
  • Arbejder du bedst i stilhed eller ved at lytte til musik?
  • Lærer du bedst ved at ligge på sofaen eller sidde ved dit skrivebord?
  • Er du mest effektiv i dit arbejde om morgenen, eftermiddag eller aften?

Der findes altså en masse parametre, der spiller ind på, hvordan du lærer bedst.

Test: Hvordan lærer du bedst?

Tænk tilbage på de sidste tre gange, du skulle lære noget nyt, og overvej følgende spørgsmål:

  • Hvordan greb du opgaven an? Hvad gjorde du helt konkret?
  • Hvordan lærte du det, du skulle lære? Gennem tekst, lyd, video eller sidemandsoplæring?
  • Hvor arbejdede du henne? Hvornår på dagen?
  • Hvad fungerede bedst for dig?
  • Hvad var udslagsgivende for, at du lærte det, du skulle?

Kig på dine svar og sammenfat, hvordan du lærer bedst. Det kan du fx gøre ved at skrive det ned i korte sætninger: "Jeg er god til at motivere mig selv, og jeg lærer bedst om aftenen ved at se en video og efterfølgende selv prøve det af i praksis" eller "Jeg er har behov for motivation fra andre til at lære nye ting og foretrækker sidemandsoplæring om formiddagen".

Få chefen og kollegaerne med

Når du har overvejet og skrevet dine præferencer ned, så del dine nye erfaringer med din chef og dine kollegaer. På den måde kan de hjælpe dig med at lære på den bedste måde, og du bliver dermed en endnu mere værdifuld medarbejder og kollega.

Har du brug for hjælp?

Vil du gerne have sparring på, hvordan du lærer bedst? Så tag fat i en karrierekonsulent hos Frie.