Personlig branding er vigtig, fordi det viser omverdenen, hvem du er. Gennem en kortlægning af dit personlige brand, kan du finde ud af, hvordan du brander dig her og nu. Måske er du ikke helt tilfreds med den måde, du brander dig selv på. Måske vil du gerne i gang med at arbejde aktivt på dit personlige brand, så du selv kan påvirke, hvad du er kendt for. Så er du kommet til det rette sted.
Et personligt brand er hele dig
Inden du går i gang med at lægge en plan for dit personlige brand, er der en vigtig ting, du skal huske. Hvis du vil skabe et personligt brand, skal du sætte hele din personlighed i spil. Du kan ikke spille forskellige roller. Alt, hvad du gør, viser, hvem du er. Husk, at personlig branding handler om at være ærlig og autentisk, fordi det skaber troværdighed om dig som person og dermed også dit brand.
Overvej derfor, hvem du er som person. Brug 10-15 minutter til at svare på følgende tre spørgsmål, inden du går i gang med din brandingstrategi:
- Hvad er min personlighed?
- Hvad er mine kompetencer?
- Hvad er mine værdier?
Fortæl om dig selv - uden at nævne dig selv
Man kan godt få det indtryk, at personlig branding kun handler om at tale om sig selv. Formålet er selvfølgelig at fortælle noget om dig til omverdenen, men det kan du også gøre ved at sige noget om dine kompetencer, værdier og interesser indirekte. Du kan nemlig bidrage til fortællingen om dit personlige brand ved at tale om eller gøre noget, der ikke direkte handler om dig.
Fx kan du dele et opslag på LinkedIn, hvor du skriver: "Fed kampagne om madspild fra Fødevarestyrelsen" med et link til kampagnen. Et andet eksempel kunne være, at du delte: "Ny LinkedIn-funktion bliver rullet ud. Her er mit take på den. Kommer du til at bruge den?". Pointen er den samme. Dine opslag siger noget om, at du interesserer dig for marketing og følger med i den nyeste udvikling på sociale medier, uden at det direkte handler om dig som person.
Sådan lægger du en strategi for din branding
1. Beskriv dit formål
Start med at skrive ned, hvad du gerne vil have ud af at arbejde med din personlige branding. Måske er du jobsøgende og vil gerne gå efter et bestemt job? Måske vil du gerne udvide dit netværk eller blive bedre til at netværke? Måske vil du gerne være kendt for nogle bestemte ting, du er god til?
Forsøg at gøre formålet så konkret som muligt.
2. Definér de hovedbudskaber, du vil have frem
For at få succes med at skabe et personligt brand er det vigtigt, at du får dit budskab ud til de rette modtagere. Overvej derfor, hvad du gerne vil fortælle andre om dig.
Definér dine hovedbudskaber ved at svare på følgende spørgsmål:
- Hvad er mine vigtigste faglige og personlige kompetencer?
- På hvilke områder adskiller mine kompetencer sig fra mine kollegaer eller konkurrenter?
- Hvilke fordele giver det mine kollegaer, fremtidige arbejdsgivere eller kunder?
- Hvad har jeg gjort de sidste par måneder, som jeg gerne vil dele med andre?
Skriv svarene ned i overskrifter eller små sætninger. Udvælg til sidst 1-3 hovedbudskaber, som du vil bruge i din branding. Det er vigtigt, at du fremhæver nogle hovedbudskaber, som skiller dig ud fra mængden.
Hvad er dine USP’er?
Inden for branding af virksomheder bruger man begrebet USP’er (unique selling propo-sition). Det handler om, at du skal finde frem til, hvad du gør anderledes eller bedre end andre. Du kan også kalde det dit personlige brands DNA. Det er den ramme, som skal definere, hvordan folk snakker om dig, når du ikke er til stede.
Med andre ord: Hvilke sider af dig selv, vil du gerne vise omverdenen?
3. Vælg din målgruppe
Hvem skal du fortælle dine hovedbudskaber til? Hvem vil du gerne påvirke? I begyndelsen kan du starte med at vælge en enkelt målgruppe for overskuelighedens skyld. Det kan hjælpe dig til at blive skarp på, hvordan du præsenterer dit hovedbudskab for netop denne målgruppe.
4. Udvælg de "kanaler", du vil brande dig på
Hvor kan du komme i kontakt med din målgruppe henne? Hvor vil du kunne præsentere dem for dine hovedbudskaber?
Kanaler skal her forstås helt bredt. Det kan fx være ved at bygge en god LinkedIn-profil (brug fx vores miniguide om LinkedIn under Find svar), gennem en uopfordret ansøgning eller et kaffemøde. Eller du kan holde et oplæg eller skrive et læserbrev om et emne, du gerne vil være kendt for.
5. Hvilket indhold skal du dele?
Overvej også, hvilket indhold eller produkt du gerne vil dele på dine kanaler. De fleste modtagere sætter pris på ikke at modtage præcist de samme budskaber forskellige steder. Forsøg derfor at variere, hvordan du fortæller hovedbudskabet til din målgruppe. Hvis du ofte skriver om, hvem du er, kan du supplere din branding ved at lave en videopræsentation.
Du kan også dele andres indhold i form af artikler, videoer eller opslag på sociale medier. Det er dog altid en god idé at skrive, hvorfor du har valgt at dele andres indhold, så dine modtagere ved, hvorfor det er relevant for dem.
6. Brug storytelling til at fortælle din historie
Ved at bruge fortællinger til at fortælle om, hvem du er, og hvad du kan, engagerer du dit publikum bedre. Forsøg at fortælle noget om dig selv, der kan inspirere andre. Det skal gerne være noget, de kan relatere til. Gør din fortælling så konkret som muligt ved at komme med eksempler og tale til alle sanser.
Udvælg eksempelvis tre af dine bedste kvaliteter og leg med, hvordan du kan fortælle om de kvaliteter uden rent faktisk at bruge ordet. Du skal altså "Show it, don’t tell it", som man siger i journalistverdenen. Vis, hvordan du er god til at "have mange bolde i luften", i stedet for blot at skrive det.
7. Lav en tidsplan og sæt mål
Når du har fundet ud af, hvordan du gerne vil arbejde på dit personlige brand, skal du sætte dig nogle mål. Du kan eksempelvis sætte dig mål om en måned, tre måneder og et år. Hvad vil du gerne nå inden da? Lav målene så konkrete som muligt og sørg for, at du rent faktisk kan opnå dem.
Det er også vigtigt, at målene er noget, du på en eller anden måde kan måle på. Et mål som: "Jeg vil gerne have forbedret mit brand om en måned", er svært at måle på.
Det handler om at så frø
Du er nu klar til at gå i gang med at føre din plan ud i livet. Husk, at dit brand er "levende", fordi du er levende. Så evaluér og ret din plan til løbende.
Derudover er det vigtigt, at du har tålmodighed med dit arbejde. Ingen opbygger et brand fra den ene dag til den anden - hverken en virksomhed eller dig som enkeltperson. Forsøg derfor at så "frø" om, hvem du er, som har potentiale til at skabe et langtidsholdbart brand for dig.
Få hjælp til din personlige branding
Hvis du føler, at det er svært for dig at komme i gang med din branding, kan du kontakte én af vores karriererådgivere hos Frie på 63 13 85 50. Vi står klar til at hjælpe dig.