Når du er færdig med din uddannelse og klar til at indtage arbejdsmarkedet, er der mange overvejelser at gøre sig.
Det vigtigste er naturligvis, hvilken type job du gerne vil have.
Men næsten lige så vigtigt er det, hvordan du så kommer i spil til jobbet eller i retningen mod det. Og her er LinkedIn ikke til at komme uden om.
Her kan du nemlig:
- Udvide dit professionelle netværk
- Blive fundet af rekrutteringsfolk/virksomheder
- Få sparring og viden til din jobsøgning.
Og tallene taler for sig selv: 6 ud af 10 arbejdsgivere bruger LinkedIn, når de ansætter nye folk, viser en analyse fra konsulenthuset Ballisager.
Ved at have forståelse for det at netværke på LinkedIn og indsigt i, hvordan rekrutteringsfolk søger, kan du dermed øge dine chancer for at lande både job og et godt netværk.
I denne guide kommer vi derfor omkring:
- Hvad er dit formål med LinkedIn?
- Skriv en overskrift, der vækker appetit
- Dine faglige kompetencer
- Erhvervserfaring
- Uddannelse
- Vælg et godt billede
- Sådan netværker du
- Find de rigtige forbindelser
- De tre led
- Brug søgefunktionen.
Hvad er dit formål med LinkedIn?
Første skridt til at bruge LinkedIn er at vide, hvad formålet er. Som nyuddannet vil du sikkert gerne finde et job, hvorfor det måske er dit primære formål.
Men der kan også være andre formål så som:
- At udvide dit netværk inden for en eller flere brancher
- At vedligeholde dit netværk
- At finde inspiration til andre karrieremuligheder
- At finde sparringspartnere til en specifik udfordring.
Når du ved præcist, hvad du vil have ud af at være på LinkedIn, kan du bedre skræddersy din profil til formålet.
Skriv en overskrift, der vækker appetit
Med et klar formål i baghovedet skal du nu lave overskriften på din profil. Den vil – bortset fra dit billede – være det første, som rekrutteringsfolk og almindelige brugere ser, og den er afgørende for, hvilke søgninger du bliver vist i.
Derfor skal du være opmærksom på følgende:
- Overskriften skal hurtigt forklare, hvem du er/hvad du kan
- Titlen skal vække appetitten hos virksomheder, headhuntere og andre LinkedIn-brugere
- Brug med fordel de vigtigste ord, der beskriver dine kompetencer eller de titler, du er interesseret i
- Gør det kort – én sætning – og brug ord, du vil findes på i søgninger.
Dine faglige kompetencer
Det personlige ”om afsnit” i din profil fungerer som et resume af dine faglige og personlige kompetencer.
Som nyuddannet har du i sagens natur ikke den store erhvervserfaring, hvorfor det er oplagt at fremhæve andre ting:
- Din uddannelse
- Hvilke fagområder, du er specialiseret eller interesseret i
- Resultater fra dine større studieopgaver
- Erfaring fra studiearbejde og praktik.
I forhold til søgeoptimering, hvor virksomheder og rekrutteringsfolk søger bredt på LinkedIn efter givne kompetencer, skal du være opmærksom på, at dine chancer for at komme op og frem i søgningerne stiger ved at gentage ord fra din overskrift i dit resume.
Og husk, at de første linjer er synlige på din profil, hvorfor du skal bruge dem til de vigtigste budskaber.
Erhvervserfaring
Du skal også liste din erhvervserfaring. Som nyuddannet er det igen begrænset, hvad du kan skrive.
Men der er måske andre ting, du kan tilføje her. Det, at du har haft arbejde før, siger nemlig meget om dig, også selvom det ikke er det, du skal lave fremadrettet.
Måske har du endda haft et studiejob eller andet arbejde, som den, der kigger på dig, selv har haft i sin tid. Og det kan være med til at give et godt indtryk af dig.
Derfor skal du tilføje:
- Studiejobs
- Praktikophold
- Tidligere arbejde, hvis det på nogen måde er relevant.
Her skal du igen være opmærksom på, at de ord, du gerne vil findes på i søgninger, går igen fra din overskrift og resume og i dine jobbeskrivelser.
Uddannelse
Her har du mulighed for at fortælle og uddybe, hvad du er uddannet, og hvilken retning du har taget.
Under punktet "beskrivelse" er det oplagt, at du kort og præcist fortæller:
- Hvilke kompetencer, du har fået
- Hvilken retning eller felt, du brænder for og hvorfor
- Hvad du har haft fokus på
- Hvilke særlige linjer eller fag, du har taget
- Særlige udmærkelser eller resultater, du har opnået.
Hvis du vil, kan du også tilføje dine karakterer i et selvstændigt felt.
Vælg et godt billede
Sidste punkt ift. til din profil er at vælge et godt billede. Og da LinkedIn er et professionelt medie, skal dit profilbillede også være det.
Her er følgende råd gode at følge:
- Vælg et relativt nyt billede
- Du skal fremstå imødekommende
- Du må gerne smile med et venligt udtryk i ansigtet
- Du må gerne have øjenkontakt med kameraet.
Sådan netværker du
Med en god profil på plads, er du nu klar til at netværke. Og ligesom i den virkelige verden, handler netværk på LinkedIn om at skabe værdifulde relationer med andre, hvor både du og de har et udbytte af forbindelsen.
Derfor kan du ikke bare læne dig tilbage og lade de andre gøre arbejdet. Nej, du skal selv på banen og vise en aktiv tilstedeværelse.
Det kan du gøre på følgende måde:
- Kommentere opslag
- Deltage i diskussioner
- Like og dele indlæg og artikler
- Skrive egne indlæg og artikler.
Og netop det rette indlæg kan faktisk kaste et job af sig, som du kan læse her.
Du skal dog hele tiden have i baghovedet, at det er din faglighed, der skal i spil. Og ved at være aktiv med både kommentarer og egne indlæg viser du, at du har noget at byde på. Og det øger også chancen for, at relevante folk ønsker at forbinde med dig.
LinkedIn handler nemlig ikke om, at du skal have forbindelse til alle. Med over to millioner danske brugere ville det ikke bare overskueligt, det ville også være nytteløst. Det handler i stedet om at finde de rigtige, og lade de rigtige finde dig.
Find de rigtige forbindelser
Det afgørende er netop, at det er relevante personer, du får forbindelse med.
Og modsat andre sociale medier som Facebook, hvor det primært er folk, vi kender, vi er venner med, så er det ganske almindeligt og acceptabelt, at du på LinkedIn forbinder med folk, du ikke kender personligt.
Her er det afgørende i stedet, at I rent professionelt har en samhørighed, der giver mening. Det skal dog motiveres, hvilket vi kommer ind på om lidt.
Når du skal udvide dit netværk, handler det derfor om at gå strategisk til opgaven, så det bliver et bevidst til- og fravalg af de personer, der enten anmoder dig om forbindelse eller omvendt.
Her kan du med fordel overveje og tjekke følgende:
- Hvad er din relation til personen?
- Hvad vil du med forbindelsen/personen?
- Hvad kan du tilbyde personen?
Disse spørgsmål drejer sig netop om at afklare formålet med forbindelse.
Hvis det blot handler om, at du tror, at personen kan skaffe dig et nyt job, bliver det en ensidig forbindelse, hvor modparten ikke får noget ud af dig. Og det står netop i modsætning til hele tankegangen bag netværk.
I stedet kan du tænke over, hvordan du kan sætte point i banken hos den anden, inden du beder om en evt. tjeneste.
Det kan være ved at byde dig selv til med hjælp/assistance, være flittig til at kommentere og dele opslag og generelt være opmærksom på, hvad de andre har fokus på.
De tre led
Når du netværker på LinkedIn, skal du også kende de tre forskellige forbindelsesgrader. De er nemlig afgørende for, hvordan du kommer i forbindelse med dem, du gerne vil netværke med.
Forbindelser i 1. led
Personer, som du er allerede er forbundet med.
Forbindelser i 2. led
Person, som du ikke er forbundet med, men som er forbundet med en eller flere af dine forbindelser i 1. led.
Forbindelser i 3. led
Person, du ikke er forbundet med, og som ikke er forbundet med en eller flere af dine forbindelser i hverken 1. eller 2. led.
For at komme i forbindelser med personer i 2 og 3 led kan du med fordel skrive en besked eller udfylde en personlig invitationstekst, hvor du motiverer, hvorfor du vil i forbindelse.
Og her skal du gøre dig umage, da mange ikke accepterer ønsker om forbindelse fra folk, de ikke kender. Brug derfor kræfter på at fortælle, hvorfor du har bedt om forbindelse.
Det kan være af grunde som:
- At I har fælles faglige interesser
- At du har særlig viden, du gerne vil dele
- At personen er en inspiration i andre sammenhænge, og du gerne vil have mere viden fra dem
- At du søger at udvide dit netværk i en bestemt retning, fordi …
Gør du det, stiger chancen for, at din anmodning bliver accepteret og dit netværk udvider sig.
Brug søgefunktionen
Som aktiv netværksudbygger kan du til slut med fordel bruge søgefunktionen på LinkedIn. På den måde kan du finde langt flere folk, end dem, der automatisk viser sig i dit feed.
Her kan du finde frem til enten navngivne personer eller søge på titler og virksomheder, som du gerne vil følge eller oprette forbindelse til.
Søgefunktion kan også bruges til at finde bl.a.:
- Jobs
- Grupper
- Indhold/artikler
- Events.
Du skal være indstillet på, at det måske tager lidt tid at lære de forskellige søgefiltre at kende. Men når du kan det, kan du effektivisere dit netværksarbejde til både at blive klogere på dit fag og forhåbentligt komme tættere på dit næste job.